Ordentlig krabat på menuen hos Arken
Restaurant Arken modtog en kæmpe havtaske på ikke mindre end 29 kilo i denne uge.
KÆMPEFISK: Endnu er der en måneds tid, til Restaurant Arken på Køge Marina genoptager sin populære tradition med en ekstraordinær fiske- og skaldyrsbuffet hver torsdag, men restauranten er allerede så småt begyndt at varme op til sæsonen for helt særlige spiseoplevelser for gæsterne.
Torsdag i denne uge modtog Restaurant Arken således en ordentlig krabat af en havtaske, som må have levet et liv med god kost. Den vejer nemlig ikke mindre end 29 kilo, hvilket er noget mere end de fisk på 5-10 kilo, som man normalt modtager fra leverandørerne, når der skal havtaske på menuen.
- Vi vil gerne sætte nogle rekorder, og den skal ikke gå os forbi, siger indehaver Linne Sommer, som de seneste år i høj grad har gjort Restaurant Arken kendt for helt specielle fiskeoplevelser.
Havtasken er ikke den kønneste fisk i havet, men til gengæld har den meget fint og smagfuldt kød, og Linne Sommer regnede med at sætte den på menuen til en af weekendens konfirmationer.
Den første af sommerens fiske- og skaldyrsbuffetter på Restaurant Arken venter i øvrigt torsdag den 19. juni, og her er der allerede ved at være fuldt booket. Herefter er der buffet hver torsdag igennem sommeren og dele af efteråret.