Fortsæt til indhold

Karlskovs forårskoncert tog kegler

Forårskoncert med murerbaljer og gulerødder tilsat et drys H.C. Andersen

Arkiv
Ina Bjerregaard

Foråret blev markeret i Karlskov med den traditionen tro store forårskoncert på Karlskov Friskole. Koncerten blev styret af tre konferencier fra 8. og 9. klasse, der på bragte publikum gennem aftenens program.
“De tre gjorde det helt forbilledligt,“ siger Thomas Kilsmark, der er skoleleder på Karlskov Friskole.
Forårets store tema i indskolingen har været H.C. Andersen. Dette har optaget børnene rigtig meget, og de har skabt både dukketeater, klippet papirklip, søgt viden om den store forfatter på nettet. Det hele kulminerede ved forårskoncerten, hvor indskolingen afsluttede med fortælling af H.C. Andersens liv krydret med sangene ”Hist, hvor vejen slår en bugt”, ”Lille Viggo”, ”Danse, danse dukke min”.
4. og 5. klasses bidrag til koncerten var en stomp, hvor der blev brugt murerbaljer, koste og gulerødder.
“Det var fantastisk at se, hvordan rytmer kan forenes til musik, når tingene bliver sat sammen,” siger Thomas Kilsmark.
6. klasse optrådte med grand-prix sangen ”Danse i måneskin”, som Trine Dyrholm lancerede tilbage i '80-erne. Udskolingen havde deres egen afdeling med sange som ”Knockin' on Heavens Door”, ”Happy”, ”Cup Song”.