To østrigske soldater mindet i Varde
I anledning af 150-året for 1864 var der kransenedlæggelse i Varde
På den gamle kirkegård ved Sct. Jacobi Kirke står en mindesten for to østrigske soldater, der døde i Varde i 1864.
Det var ved denne mindesten, at Borgmester Erik Buhl samt repræsentanter for Forsvaret herunder Hærens Efterretningscenter og Forsvarsbrødrene i eftermiddags nedlagde en krans til minde om 1864-krigens ofrer på begge sider.
Efter kransenedlæggelsen var der historisk byvandring ledet af historiker og tidligere gymnasielærer på Varde Gymnasium Ole Nørskov Nielsen. Byvandringen tog udgangspunkt i de historiske steder i Varde midtby, som lokalt spillede en særlig rolle i 1864.
Lokal vinkel
De fleste forbinder 1864 med Danmarks forsmædelige nederlag ved Dannevirke og skanserne ved Dybbøl samt Danmarks senere afståelse af hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg.
Men historien om det skæbnesvangre år 1864 rummer også en mere lokal vinkel, som omhandler de ca. 1000 østrigske besættelsessoldater, der i en periode fra den 15. maj 1864 var indlogeret i Varde by.
”Kransenedlæggelsen skal markere 150-året for 1864. Kransen er nedlagt ved mindestenen for de to østrigske soldater som et tegn på forsoning mellem Danmark og de lande, der kæmpede på tysk eller preussisk side i 1864," siger borgmester Erik Buhl, og fortsætter:
”Jeg håber, at jubilæumsåret for 1864 vil få endnu flere til at interessere sig for både den nationale og den lokale del af fortællingen om 1864, og det glæder mig, at en kapacitet som Ole Nørskov Nielsen har indvilliget i stå for en byvandring under overskriften 1864 set fra Varde," slutter Erik Buhl.