Bor ikke mere i det

Der er lyde, man ikke kan stave til, og den lyd der fylder mine ører, kan jeg overhovedet ikke stave til, men i guder jeg hader den af et godt ord. Tandlægen er nemlig i gang med at bore i min højre inderste kindtand. For der er hul i den, som er voldsomt gammelt hul, der i tidernes morgen blev fyldt ud med sølv. Og det sølv skal ændres til plastik. Så Thomas, den gode mand, er i fuld gang med at bore sølvet ud, alt mens jeg ligger der på stolen og kigger op på et punkt på loftet og mine hænder er foldet i et meget fast greb.
Det er sjovt, som man i den situation kan kigge ud i intetheden i form af et loft, som en eller anden håndværker engang må have sat op.
Gud ved, hvem han var. Hvis altså det var en han, men håndværkere er nu som regel mænd, tænker jeg, alt mens Thomas med al sin blidhed er grov ved mig. Jeg har ikke fået bedøvelse, for så ondt gør det nu heller ikke, men lyden er ret slem. Tandlægebor er ikke en rar ting at komme al for nær, og lige nu er boret og jeg meget, meget tætte og intime.
Suuuuk, og punktet i intetheden findes frem igen.
Måske ham håndværkeren hedder Frank, og han er efterhånden blevet efterlønner og spiller golf i Spanien, og griner smørret til solen og konen, alt mens jeg ligger her og lytter til boret og Thomas' blide forklaringer om, at det snart er overstået. Thomas er nu en blid mand, og det går da fint fremad med gebisset.
Hvem har da opfundet tænder? Det er nok ikke håndværkeren Frank, for det er vist ude af hans kompetencefelt, men hvis det er Gud, som synes vi skulle have tænder at tygge med, så har han da været noget spøgefuld den dag.
For hvorfor opfinde noget, der skal bores i? Jeg mener, der er nok af historier man kunne bore i. Om grådighed, klimaforandringer, politikers underbukser. Valg. Krig. Fred. Men tænder. Hvem vil da bore i tænder?
Ok, det vil tandlæger jo gerne, og det er deres job, men lige hvad angår tænder, ville det være rart, at de bare var lavet af kryptonit eller sådan noget. Eller, som hos elefanterne, bliver skiftet løbende ud. Eller vi slet ikke havde tænder, men bare havde noget spyt, der opløste vores mad, så vi kunne synke det uden at tygge det. Ok, det giver andre problemer, for hvordan kysser man så uden at opløse hinanden? Hmm, ja den side af sagen havde jeg ikke lige gennemtænkt.
Sådan er alt her i livet. Der er fordele og ulemper ved alt.
Nå, der er nu flest ulemper ved at være ved tandlæge. Altså lige når man er der. Bagefter er det omvendt ret fedt og som regel voldsomt nødvendigt at få gjort noget ved, og jeg ved, at inden længe er det slut for denne gang, og jeg kan gå ud i livet med sunde tænder.
Alt det når jeg at tænke på, mens Thomas og den søde assistent roder med mit gebis, og jeg ligger der og glor på loftet.
Håndværker Frank ville være stolt af mig, og stolt over at jeg sådan har nærstuderet hans loft. Der er punkter i livet, hvor det at kigge på intetheden er en nødvendighed.
Kunne den der lyd, som jeg ikke kan stave til, så bare forsvinde, og hov, som et trylleslag gør den det.
Thomas er færdig med at bore, og stilheden runger inde i mine ører. Indtil han siger: “Når jeg er færdig med plumpen, så fjerner jeg tandsten.”
Suk, og jeg kigger igen på intethedens punkt på loftet.