Agurk på skoleskemaet
Agurkerne indtog Køge torsdag i denne uge, hvor en række klasser på Søndre Skole blandt andet fik lov til at arbejde med de lækre danske grøntsager, som er i sæson lige nu.
AGURK: Der var overordentlig gode muligheder for at sætte tænderne i en god, sprød, dansk agurk i Køge i torsdags, for her inviterede de danske væksthusavlere nemlig alle til at smage på sagerne på det, man næsten kunne kalde agurkens dag i Køge.
Det skete for at fejre, at højsæsonen for agurker nu er i gang, og i den anledning blev der delt agurker ud til højre og venstre på stationen, restauranter, virksomheder, skoler og institutioner.
For eksempel var der masser af agurker på Søndre Skole, hvor elever fra 3. til 5. klasse blev inviteret med i skolekøkkenet for at tilberede lækre retter med agurk i selskab med Trine Krebs fra firmaet Frugtformidlingen og agurkeavler Kurt Christiansen fra Gartneriet Sandet i Bjæverskov.
Der blev blandt andet lavet agurkesalat, agurkespaghetti og raita med agurk. Og så blev der i øvrigt danset agurkedans i flere omgange i løbet af det yderst festlige afbræk fra det normale skoleskema. Eleverne tog også godt imod initiativet, hvor de lærte flere nye ting om agurker.
- Vi har prøvet at lave flere retter, vi ikke kendte på forhånd. Det har været rigtig sjovt at være med til, fortæller Jonas og Sigurd fra 4.B.
Udover glæden ved en tallerken fuld af deres egne agurkeretter fik eleverne også en lille pose med hjem fuld af opskrifter og en portion af den lækre agurkesalat, som blev tryllet frem i Søndre Skoles køkken.
Kurt Christiansen fortæller, at han i alt havde 4000 agurker med til Køge på den store agurkedag, og hvis det lyder af meget, så blegner det alligevel noget i forhold til gartneriets produktion af mellem 4 og 4,5 millioner agurker om året.
Hver dansker spiser i gennemsnit 25 agurker om året, og det er lige nu og frem til udgangen af juli, det er allerbedst, nu da de danske agurker er i sæson.