Fortsæt til indhold

Chili på mange måder

Chiligartneren Lene Tvedegaard fra Gartneri Toftegaard har udgivet bogen "Smagen af chili", som giver stærk inspiration til både dyrkning og anvendelse af chili i køkkenet.

Arkiv
Martin Rasmussen

UDGIVELSE: Hvordan dyrker man bedst sine egne chilifrugter? Og hvilken chili passer bedst til gryderetten? Og til chokoladekagen?
Find svaret på disse og et hav af andre chilirelaterede spørgsmål i den nye bog, som chilieksperten Lene Tvedegaard fra Gartneri Toftegaard i Vedskølle netop har udgivet. Titlen på bogen er "Smagen af chili", og den er en praktisk guide at have ved hånden - både for dem der gerne vil dyrke deres egne chilier og for dem, der vil have inspiration til at bruge chili i køkkenet.
- Vi oplever meget stor efterspørgsel på viden om chili, og vi har forsøgt at få helheden med i bogen, hvor der både er noget om dyrkning, sundhed, styrken, forskellene på sorterne og en masse opskrifter, fortæller Lene Tvedegaard, som møder mange chiliinteresserede kunder på gartneriet, som har et enormt udvalg med over 100 forskellige sorter.
Lene Tvedegaard har tidligere udgivet bogen "Den lille stærke om chili", som i høj grad var en dyrkningsvejledning, mens den nye bog i langt højere grad har en kulinarisk vinkel på emnet - ikke mindst igennem opskriftsamlingen, som både omfatter nogle af forfatterens egne opskrifter og nogle, som kokken Jimmy Weber har komponeret, lige som sylteeksperten Vivi Nordestgaard og madhistorikeren Gunvor Juul har bidraget.
I bogen finder man blandt andet opskriften på den chokoladekage med chili, som der er en vis tradition for at servere ved arrangementer hos Gartneri Toftegaard, og man finder også Lene Tvedegaards egen favoritopskrift med chili.
- Det er lidt svært at vælge én favorit, for jeg putter jo chili i alt, men jeg er rigtig glad for "Toftegaards nemme harissa". Den er så nem at lave og kan bruges til vildt meget, siger hun.
Harissaen udmærker sig blandt andet ved at kunne fryses ned, og dermed er den også et godt bud på, hvad man skal gøre, hvis man står med det luksusproblem, at chiliplanterne har givet et større udbytte, end man umiddelbart kan bruge.
- Tit får man et meget stort udbytte, og mange kan måske være i tvivl om, hvad de skal gøre med de overskydende chilifrugter. Det er i hvert fald noget af det, vi taler med folk om på gartneriet, siger Lene Tvedegaard.
Andre bud på at sikre chili til madlavningen uden for sæsonen er syltning og frysning af de hele frugter. Også her er der inspiration at finde i bogen.
"Smagen af chili" koster 198 kroner og kan allerede nu købes i forretningerne og hos Gartneri Toftegaard. Læs i øvrigt mere på www.gartneri-toftegaard.dk.

Den lokale chiliekspert Lene Tvedegaard har udgivet bogen "Smagen af chili" med masser af inspiration til anvendelse af chili i køkkenet.
Toftegaards nemme harissa (øverst) er et godt bud på nemt og alsidigt tilbehør til mange forskellige retter.(Foto: Bjarni Jacobsen)