Hård konkurrence
Private fitnesscentre betyder faldende besøgstal i Hvidovre Motionscenter
Således er besøgstallet i perioden fra 1. januar til 31. marts i år faldet med 1.071 besøgende i forhold til samme periode i 2013. Det er især om eftermiddagen og aftenen, at der er færre besøgende. Den eneste kundegruppe hvor der er en stigning i besøgstallet er blandt pensionisterne. Men grundet lavere takster udgør de ikke en væsentlig indtægtskilde for Motionscenteret. Hvidovre Motionscenter forsøger fortsat at udvikle det tværgående samarbejde og arbejder i 2014 med genoptræning af gigtpatienter, et hold for KOL-patienter og har indgået en erhvervspartneraftale med Hvidovre Fodbold A/S, der bl.a. indebærer. at spillerne fra førsteholdet træner i Motionscenteret. Motionscenteret er ved at undersøge samarbejdsmulighederne med den kommunale genoptræning, der efter planen skal anvende Motionscenterets faciliteter i de perioder, hvor Motionscenteret ikke er så velbesøgt. Derudover er Motionscenteret også ved at undersøge, om centeret fremover kan fungere som fælles elitetræningscenter for kommunens eliteidrætsudøvere. Dette sker med henblik på at udnytte motionscenterets kompetencer og faciliteter bedst muligt og dermed styrke Hvidovre Kommunes samlede udbud af idræts- og sundhedstilbud til borgerne.