Hvidovre-sygeplejerske får AIDS-Fondets pris
Lena Vang, sygeplejerske på børneambulatoriet på Hvidovre Hospital, modtog patientprisen, som en anerkendelse af hendes mangeårige engagement og omsorg for børn, der er født med hiv. - Hun besidder en nænsomhed og åbenhed overfor familiens situation, og hun forstår at møde den enkelte person i familien lige dér, hvor personen er, udtales det i Fondets indstilling. Succesfuld behandling Hvert år siden 1991 har AIDS-Fondet uddelt priser til forskning, information og patienter. Når udviklingsminister, Mogens Jensen og AIDS-Fondet præsident, Susse Wold i år overrækker AIDS-Fondets årspriser, er sygdommen en helt anden end i 1991, hvor der ikke fandtes medicin og hvor modtageren af patientprisen døde året efter. - Det er stadig ikke særlig kendt for danskerne, at hiv-smittede, som er i succesfuld behandling, kan leve liv helt som andre eller at hiv-smittede kvinder kan få børn uden at risikere at smitte deres spædbørn. Men hiv er stadig en særlig svær udfordring for børn og unge, der har hiv - samt deres familier. Arbejdet med at støtte disse familier er ikke blevet mindre og derfor er det vigtigt at hædre de mennesker, der hver dag leverer det stykke arbejde, siger Henriette Laursen, der er direktør i AIDS-Fondet.