Jakob Holdt i Rejsestalden
06.-08. juni: Se Jakob Holdts billeder af Ku Klux Klan-medlemmerne
”Ku Klux Klan rummer gennemsnitligt færre dybe racistiske følelser end de fleste af mine universitetselever” – Tag med på en udstilling, der giver stof til eftertanke, når Jacob Holdt udstiller sine billeder af Ku Klux Klan i Rejsestalden Jacob Holdt er fotograf og forfatter – måske bedst kendt for Amerikanske billeder, der udkom i 1977. Han har desuden i en lang række år fremvist sine billeder, provokeret, forundret og betaget publikum i Danmark og mange steder i verden. Den stigende racisme i Europa har fået Jacob Holdt til at sætte sig for at prøve at vise, hvordan vi racister, som han kalder menneskeheden, altid forsøger at lægge ansvaret fra os ved at finde eller opfinde nogen, som er værre end os selv og udnævne dem som ”skurken”. ”Vi underviser fx skolebørn i, at der findes nogle ”onde” mennesker i grupper som Ku Klux Klan. Ofte kontaktes jeg af elever, der skal skrive projektopgave om KKK. Det er ikke svært at fornemme, at de på forhånd har et billede af klanen som en flok onde og hadefulde mænd, der både forfølger og lyncher sorte. I virkelighedens verden eksisterer klanen stort set ikke og dens had er ikke væsensforskelligt fra vort eget. Vi svigter derfor opgaven med at bekæmpe vores racisme, hvis vi endnu engang skubber den fra os over på andre. Derved fastholder vi det onde frem for at lære empatisk tænkning”, siger Jacob Holdt. Og han fortsætter: ”Som en lille gruppe magtesløse tabere er KKK naturligvis totalt ligegyldig at beskæftige sig med. At jeg blev aktiv i flere klangrupper var blot et forsøg på at bruge de samme metoder overfor deres medlemmer, som jeg bruger i mine workshops på universiteterne. Hurtigt forstod jeg, at de gennemsnitligt rummer færre dybe racistiske følelser end de fleste af mine universitetselever. Og at vi ikke har meget at give dem efter i forhold til vores hjemlige debatniveau p.t. Så prøv at følge mig på en lille rejse gennem klanens triste verden og udforsk derigennem DIN racisme – altså dit eget behov for at se fjendebilleder i andre. Jo vidst har Ku Klux Klan lavet nogle frygtelige ting i fortiden, og den tids terror må ikke undskyldes. Men uden at forstå mennesket bagved kan vi ikke effektivt modarbejde en gentagelse”. Jacob Holdt udstiller i Rejsestalden 6. juni – 8. juli og er til stede i Rejsestalden på Blå Nat i Jægerspris d. 6. juni. Find tidspunktet på Rejsestaldens hjemmeside: www.rejsestalden.frederikssund.dk