Aabenraa-puslespil samles brik for brik
Aabenraa kommune har en vision - en udviklingsplan, der skal gøre Aabenraa klar til at tage fremtidens udfordringer op
For nyligt vedtog byrådet i Aabenraa planen for Fremtidens Købstad Aabenraa 2035.
Fremtidens købstad er en ambitiøs udviklingsplan, der skal give de politiske beslutninger retning og sammenhæng, så de alle trækker i samme retning.
Planen er en vision - det er altså ikke et færdigt katalog af projekter, der nødvendigvis alle bliver gennemført. Tværtimod skal alle delelementer igennem en videre bearbejdning og en politisk behandling.
Der er altså ikke på nuværende tidspunkt sat penge af til alle delprojekter.
“Det er tænkt som en vision, som der arbejdes hen imod. Af gode grunde kan man ikke sætte alt i gang på én gang. Pengene skal selvfølgelig være der. Men nu har politikerne givet hinanden håndslag på, at det er den vej, vi skal i Aabenraa. Denne helhedsplan er altså en paraply over alle de projekter der skal udvikle Aabenraa.”, forklarer Anette Kold, projektkoordinator for Aabenraa midtby ved Aabenraa kommune.
Tre drivkræfter
Udviklingsplanen består af tre primære dele, nemlig; Klimaboulevarden, der bl.a. omfatter en omlægning af byens primære trafikåre fra HP Hanssens Gade til Gasværksvej, samtidig med at man klimasikrer midtbyen i forhold til havvandsstigninger.
Dernæst Handels- og Kulturloopet, som med en nytænkning og udbygning af funktionerne i midtbyen, kan trække skabe endnu mere byliv.
Endeligt skal CampusRamblaen forbinde uddannelsesinstitutionerne med området omkring den nye Multiarena og de grønne fritidsarealer.
En række delprojekter ligger naturligt under disse tre hoveddele, som altså løbende vil skulle prioriteres - både hvad angår hvilken rækkefølge, de realiseres i og økonomisk.
Projektkatalog
For at give et overblik - både til borgere og til politikerne - så vil forvaltningen umiddelbart efter byrådets budgetforhandlinger i efteråret lave en projektkatalog, der omfatter alle de delprojekter som i den kommende budgetperiode bliver prioriteret.
Her vil man kunne finde beskrivelser og illustrationer af de projekter, der er sat penge af til.
“Projektkataloget bliver et vigtigt redskab, der kan hjælpe til at holde overblikket, og være med til at gøre det overskueligt, hvilke projekter, der er igangsat. Det vil også gøre det lettere at markedsføre byens initiativer, når der løbende sker dialog med potentielle investorer eller potentielle tilflyttere”, fastslår Anette Kold.
De første er på vej
Selvom Fremtidens Købstad altså er et udtryk for retningen for en lang og sej proces, så er der allerede en del konkrete projekter, der allerede er sat i gang.
De konkrete projekter kan du se illustreret grafisk her nederst på siden, og allerede efter næste byrådsmøde, vil der være nye, konkrete projekter på vej, når byrådet her behandler programmet for den omfattende områdefornyelse i Aabenraa Midtbys sydlige del.