For meget på én gang!
Formand Flemming Cramer-Larsens kommentar i Hvidovre Ældreråds orienteringsblad:
Jeg må konstatere, at der har man ramt plet! I dag er it i samfundet ikke alene et anliggende mellem kommune og borger. It er efterhånden det hele. Nu går det rigtig stærkt og mange ting forandres. Den personlige kontakt mellem myndigheder og borgere begrænses. Skat modtager kun besøg efter aftale, Udbetaling Danmark med pensioner og boligstøtte modtager ikke besøg. Inden 1. november i år skal alle have oprettet e-Box og al kommunikation med kommunen skal snart foregå digitalt. Det velkendte klippekort skal erstattes af et rejsekort og standere ¿med blå blink¿. Man handler på nettet, køber huse, teaterbilletter, ferier, snakker sammen på de sociale medier, som f.eks. iPad og meget mere. Det er alt sammen meget godt, men ikke på én gang. For hovedparten af ældrebefolkningen er denne udvikling sikkert ikke et problem. For dem er isæt computeren et godt og nyttigt redskab. Nogle kan det hele, vi andre skal hjælpes indimellem. Men for en del ældre er digitalisering et problem. Nogle har slet ikke en computer. Jeg synes, at banker og myndigheder godt kunne vise mere hensyn til min generation! I Hvidovre er der heldigvis muligheder for at få vejledning. Min anbefaling er: har du et it-problem, så henvend dig til Borgerservice i Rådhusets åbningstider. Der får du god og kvalificeret hjælp. Ligeledes på bibliotekerne og Datastuen i Aktivitetscentret på Hvidovregade. Endelig er der rigtig mange kursustilbud i Hvidovre.