Løver på langfart fra Danmark til Australien
Som en del af det internationale samarbejde om at bevare sunde bestande af dyr i zoologiske haver, har Givskud Zoo sendt to hunløver hele vejen til Australien. Løverne er ankommet til Melbourne. De to hunløver er godt to år gamle, og er blevet specielt udvalgt til at blive sat sammen med en hanløve i Werribee Open Range Zoo i Australien.
”For et halvt års tid siden blev vi kontaktet af den australske zoo, der var interesseret i hunløver fra Givskud Zoo. De havde undersøgt mulighederne i Australien og var ikke i stand til at finde dyr der genetisk passede med deres hanløve. De søgte videre i Afrika, men de kunne ikke få foretaget de tests, som var nødvendige for at føre dyrene ind i Australien. På grund af vores store erfaring med løver henvendte de sig derfor til os, og vi er lige nu i gang med de sidste forberedelser inden løverne rejser.”
Den australske zoo er også meget interesserede i, hvordan man passer løver i Givskud, og har derfor sendt Katherine Quinn, en af deres faste løvedyrepassere, til Danmark.
”Det er virkelig spændende at følge dyrepassernes arbejde med løverne her i Givskud, og lære løvinderne at kende på forhånd. Det vil hjælpe os til at gøre overgangen fra deres dagligdag i Givskud til livet i vores zoo så smidig som muligt. Det er nogle meget flotte løvinder, og jeg glæder mig til at se dem sammen med vores han derhjemme”, fortæller Katherine.