“Hvem skal samle det op?”
Det skal du! Vær med til at gøre vores by smukkere
I år finder den store forårsrengøring i Fredericia sted søndag den 27. april. Kommunen og Danmarks naturfredningsforening opfordrer alle til at give en hånd med fra kl. 10-13.
“Rengøringsdagen har stor betydning,” fastslår formanden for Danmarks Naturfredningsforenings lokalafdeling i Fredericia Karsten Enggaard, der nævner tre gode grunde til initiativet.
- For det første er det nemmere at holde naturen ren og pæn, hvis den ikke ligner en svinesti. Folk smider ting, hvor der i forvejen er beskidt.
- For det andet har rengøringsdagen en pædagogisk og opdragende effekt. Har du været med til at samle skrald op, kunne du ikke selv finde på at smide noget.
- For det tredje er der hele fællesskabet om rengøring. Det er vigtigt med en følelse af, at naturen og renholdelsen er vores allesammens ansvar.
Effektiv rengøring
Rengøringen kan virkelig betale sig. I hvert fald er det ikke så lidt skrald, der bliver indsamlet på dagen. Kilomæssigt svinger det naturligvis, men resultatet plejer at lande på mellem 4.000 og 6.000 kilo i Fredericia. Op mod 800 indsamlere er med. Sidste år dog lidt færre, da en del skoler meldte fra på grund af lockouten.
I Fredericia er indsamlingen meget effektiv. Arbejdet er sat i system.
“Indsamlerne melder sig til på forhånd og får en bestemt rute. Så får vi dækket de vigtigste områder,” siger Karsten Enggaard.
En række “pladsbosser” rundt om i kommunen uddeler poser til affaldet. Når indsamlingen er færdig, kører kommunens folk rundt og samler alle poserne ind.
Indsamlere skal ringe til Lizzie Jessen, Affald & Genbrug, på 72 10 63 47 for at få en rute og et træfpunkt. Ring mellem kl. 8-15, torsdag dog til 17. På dagen er der mødesteder i selve Fredericia, Sanddal, Snoghøj, Erritsø, Skærbæk, Bredstrup-Pjedsted, Vejlby, Egeskov, Bøgeskov, Trelde og Taulov.
Forarget
Som affaldsindsamler er Karsten Enggaard stødt på lidt af hvert.
“Det mest besyndelige er jo hundelorteposer. Altså hundeejere, som bruger en almindelig pose, og smider den ind til siden. Så ligger den der i 3-4 år. Posen bliver jo ikke nedbrudt. Jeg undrer mig også dybt, når folk ruller bilvinduet ned og tømmer affald ud. Hvem regner de med skal samle op? Det forarger mig virkelig,” lyder det fra Karsten Enggard, der også er stødt på ganske store effekter.
“Sofaer, borde, stole og madrasser. Jeg forstår ikke, hvorfor folk ikke bare kører det til genbrug.”
Det er ikke lovligt at tilsvine naturen. Men måske er lovgivningen ikke skrap nok.
“I London koster det 50 pund at spytte tyggegummi ud på gaden. Skal det koster 500 kr. herhjemme? Jeg er modstander af det, men jeg synes, vi skal have diskusionen. Og i forhold til de kommunale skraldespande er det måske også nødvendigt at kigge på antallet af tømninger,” slutter Karsten Enggaaard.