Fortsæt til indhold

Slotsmesse bliver størst i Danmark

Weekendens hus- og havemesse på Gram Slot bliver enorm

Arkiv
Peter Rasmussen

Den lyserøde kat fra tegneseriestriberne, Garfield, sagde engang: “Det er utroligt hvad man kan, når man ikke kender sine begrænsninger”.
Om katten og familien på Gram Slot har spist af samme lasagnefad skal være usagt, men her er det heller ikke begrænsningerne, som præger.
Gram Slot har gjort status her kort før hus- og havemessen, der afvikles i weekenden d. 24.-25. maj. Hele 197 udstillere har tilmeldt sig, og messen er dermed blandt Danmarks største bolig/havemesser. En af årets store nyheder er boligudstillingen i den holstenske lade, hvor 37 udstillere med Egetæpper, VVS Søberg og Pandora Kitchen i spidsen indretter den historiske lade med bl.a. møbler, tæpper, belysning og boligtilbehør. Derudover byder messen selvfølgelig på alt til haven; masser af blomster og planter, krukker og kurve, pavilloner, orangerier og drivhuse samt havemaskiner og meget mere.

Festlig auktion

En anden stor nyhed på årets hus- og havemesse på Gram Slot er den festlige afslutning i form af en auktion i Slotsparken, hvor de seks deltagere i haveanlægskonkurrencen sælger alle planter og inventar fra deres flotte stande.
“Auktionen finder sted søndag fra kl. 16 til 17. 'Vi har netop været samlet med alle deltagerne i konkurrencen,”, fortæller konsulent Henry Hedelund. Han fortsætter:
“De seks deltagere holder naturligt nok kortene tæt ind til kroppen med hensyn til, hvordan deres haveanlæg ser ud – men det bliver flot og storslået, det kan jeg godt garantere'. Og når publikum ser anlæggene kan de altså gå og tænke på, at søndag er muligt at købe de forskellige haver – eller dele af dem - med hjem.”
De seks deltagere i haveanlægskonkurrencen er 3TF-Anlægsgartnere fra Fredericia, Dalhoff Kristensen Havedesign og Anlæg fra Bogense, Dyssegaardens Anlægsservice fra Bække, Anlægsgartner Frank Sørensen fra Aabenraa, Holm's Anlægsgartneri ApS fra Rødding og SLA - Sønderjysk Landskab og Anlægsdesign ApS fra Vojens. De seks deltagere har deres konkurrencestande på den store plæne i slotsparken, og det er også her auktionen skal holdes.

Kedde in charge

Det er Kedde Ebsen fra Gram Slot, der sammen med Henry Hedelund skal lede auktionen i slotsparken.
“Vi tager en stand ad gangen. Så kan folk byde på planter, buske, træer, krukker, pavillon – ja hele molevitten,” forklarer Kedde Ebsen, der til daglig er skytte på slottet.