2.000 løbere til start i Vejle på søndag
Overskuddet fra Vejleløbet går til ungdommen og bredden i Vejle IF
Kan du slæbe dig selv rundt på 3.4 kilometer?
Så kan du deltage i Vejleløbet søndag den 1. juni på en af de tre ruter, der er på 3.4, 5.2 og præcis 10 kilometer.
Løbet starter klokken 10.30 på Vejle Atletik Stadion, hvorfra man løber ind i Nørreskoven og vender tilbage til liv og glade dage på stadion, hvor mange virksomheder slår telte op, griller og hygger.
Der plejer at være omkring 2.000 løbere med, og arrangørerne håber på lige så stor tilslutning i år, selvom der i de senere år er blevet rift om motionsløberne.
“Vi har fået en masse konkurrence fra andre løb som for eksempel kvindeløb, som arrangørerne laver penge på. Det er vi lidt kede af, for vores overskud går til ungdommen og bredden i klubben. Vi har for eksempel fået nyt styrkelokale til knap en million kroner,” fortæller Christian Thulstrup fra Vejle IF, der står bag Vejleløbet.
Stor motionsafdeling
Der er omkring 6-700 medlemmer i Vejle IF, hvor man kan dyrke atletik, motionsløb og triathlon.
Motionsløberne er den største afdeling i klubben, som stiller med 60 frivillige medlemmer for at kunne afvikle Vejleløbet.
På løbsdagen kan man tilmelde sig Vejleløbet fra klokken 09 på Vejle Atletik Stadion.