Fortsæt til indhold

Levende Havs fartøj Anton gæster Køge Havn

I pinsedagene 6.-9. juni.

Arkiv
Arkiv

KØGE: Levende Havs fartøj, Anton, gæster Køge hen over pinsen fra fredag eftermiddag den 6. juni til og med 2. pinsedag den 9. juni.
Anledningen er en kampagne for det naturskånsomme kystfiskeri, som Levende Hav står bag.
Initiativet er støttet af Miljøstyrelsens pulje for ”Grønne Ildsjæle”.
Den frivillige besætning på Anton medfører en større udstilling om dansk fiskeri, som vil blive opstillet på kajen.
Udstillingen lægger op til debat om dansk fiskeri set i relation til beskæftigelse, miljøpåvirkning og klimabelastning. Siden de omsættelige kvoter blev indført pr. 1. januar 2007, er det naturskånsomme kystfiskeri blevet kraftigt reduceret og mange fiskerihavne i Danmark er stort set tømte for aktive fiskefartøjer.
Fiskeriet bliver mere og mere drevet fra meget store fartøjer med brutale fiskeredskaber og højt energiforbrug. Dette er en udvikling, som mange danskere ikke ønsker.
Levende Hav arbejder for, at der bliver indført en mærkningsordning for fisk fanget ved ”lokalt baseret, naturskånsomt og klimavenligt fiskeri”.
- Vi finder det paradoksalt, at forbrugerne ikke, når det gælder fisk, i dagligvarebutikker kan vælge den naturskånsomme vare, som det er tilfældet i andre brancher. Den problematik vil vi gerne have såvel forbrugerne som fiskehandlerne inddraget i, siger Knud Andersen, formand for Landsforeningen Levende Hav.
Alle er velkomne på havnen i Køge - inderset i havnebassinet. Det gælder forbrugere, det gælder fiskere og det gælder fiskehandlerne i Køge og omegn og få en snak om, hvordan man får genskabt et ”lokalt baseret, naturskånsomt og klimavnligt fiskeri”.
Med kutter Anton følger også en havfrue og hendes 6 døtre. Hun forlanger, at vi mennesker skal behandle havets natur med værdighed og respekt. Hun har stillet sig på Levende Havs side i kampen for et naturskånsomt fiskeri.
Havfruerne er skulpturer, som kunstneren Jens Galschiøt har stillet til rådighed for Levende Havs kampagne.
pm