Norsk garde gennem byen
200-året for Eidsvoll-grundloven markeres med optog gennem Roskilde og gudstjeneste med kransenedlæggelse i Domkirken
På fredag bliver 200-året for Norges Eidsvoll-forfatning også fejret i Roskilde. Fra klokken 13 vil Hans Majestæts Kongens Garde, der plejer at holde vagt ved slottet på Carl Johan i Oslo, marchere fra Hestetorvet til Domkirkepladsen, hvor der bliver tattoo, som det norske regiment skal være rigtig gode til. I arrangementet deltager også den norske kronprins Haakon og vores egen Frederik. De to modtages på pladsen af en æresvagt af norske og danske soldater Den Kongelige Livgarde. Ved Kongeporten bydes de to tronfølgere velkommen af domprovst Jens Arendt, formanden for Domsognets Menighedsråd Anne Rosendal og den norske ambassadør i Danmark. De går derefter direkte ind i Frederik den 5.’s flotte klassisistiske kapel, hvor der nedlægges en krans ved kong Christian den 8.’s kiste. Som dansk prins var statholder i Norge, der hørte sammen med Danmark, og blev valgt til landets første konge, da de forsamlede adelsfolk, borgere og bønder på Eidsvoll vedtog denne grundlov, der er den ældste, som fortsat er i kraft i Europa. Efterfølgende blev Norge angrebet af Sverige, og den danske prins måtte hurtigt abdicere. Men selv om svenskekongen Carl Johan (den franske marskal Jean-Baptiste Bernadotte) formelt også blev konge af Norge, fik han ikke lov til at bestemme noget, da han måtte anerkende Eidsvoll-grundloven som gældende.
Fri adgang til kirken
Da Christian den 8. senere blev konge af Danmark, nægtede han at indføre et tilsvarende demokrati herhjemme. Det skete først under hans søn Frederik den 7. i 1849. I 1905 stemte Norge sig så fri af Sverige og hentede den danske prins Carl, der som konge fik navnet Haakon den 7. Han er oldefar til kronprins Haakon, ligesom hans storebror Christian den 10. er oldefar til kronprins Frederik i Danmark. Bagefter er der en kort andagt i kirken, hvor biskop Peter Fischer-Møller prædiker, inden de to kronprinser kl 15.30 igen forlader Domkirken og Roskilde. Hele arrangementet foregår i åben kirke, så alle er velkomne til at deltage i andagten. Der er den betingelse, at man skal være på plads i kirken senest kl 14.40. tk