Fortsæt til indhold

Brandvæsenets busser stoppet

Politiet fortolker hviletids-regler anderledes og uddeler bøde til kommunal chauffør

Arkiv
Arkiv

En uenighed mellem poltiet og Roskilde Brandvæsen om de regler, som chauffører skal køre efter ved persontransport, har ført til forstyrrelser og fordyrelser af driften. Derfor har Teknisk Direktør Martin Holgaard sendt denne redelgørelse til byrådet. Roskilde Brandvæsen har i denne uge været nødt til at bruge chauffører fra lokale vognmænd og taxaer. Det har givet driftsudsving, hvilket har resulteret i gener for brugerne. Det beklager Roskilde Brandvæsen. Årsagen er, at der er opstået tvivl mellem Politiet og Roskilde Brandvæsen om, hvilke regler chaufførerne skal køre efter. På den ene side findes reglerne om køre/hviletid, som fx langturschauffører benytter, og på den anden side findes særegler, som anvendes af chauffører, der kører rutedrift.

Fulgte vejledning

Politiet er nu af den opfattelse, at chaufførerne skal følge de generelle regler om køre/hviletid. Inden etablering af transporttjenesten i Roskilde Brandvæsen gennemgik relevante medarbejdere uddannelse igennem Dansk Vognmandsskole, hvor der specifikt bliver undervist i regler om køre/hviletid. Herudover var der, ved ansøgning om rutetilladelser, en tæt dialog med Trafikstyrelsen, som er myndighed på området. I etableringsfasen er Roskilde Brandvæsens transporttjeneste således blevet vejledt om, hvilke regler de skulle anvende. Vognmandsbranchen generelt anvender den samme tilgang til ordningen, som Roskilde Brandvæsen anvender. På baggrund af en konkret sag, kontaktede Roskilde Brandvæsen ledelsen for Midt- og Vestsjællands Politi og Rigspolitiet, der er den tolkende myndighed på området, for at skabe sikkerhed om den korrekte tolkning. Det viste sig, at der internt hos Politiet ikke er enighed om tolkningen af køre/hviletidsbestemmelserne, og at Politiets tolkning ikke stemmer overens med den undervisning og vejledning, som Roskilde Brandvæsen har modtaget.

Nej til dispensation

Tirsdag d. 20. maj 2014 har der været afholdt et møde mellem Roskilde Kommune og Midt- og Vestsjællands Politi. Her fastholdt politiet, at efter Rigspolitiets tolkning har Roskilde Brandvæsens busser ikke har overholdt køre/hviletidsbestemmelserne. Politiet medgav dog, at denne regel kunne være svær at finde. Da reglerne, også efter mødet, er uklare, har Roskilde Brandvæsen spurgt om der, indtil der bliver truffet en beslutning, kan gives en dispensation. Det var ikke muligt. Politiet ville derimod gerne være behjælpelige med at fremskaffe førekort hurtigst muligt til medarbejderne. Førekort er et krav, når man kører under de generelle regler. Roskilde Brandvæsen har sørget for, at alle vores medarbejdere, som ikke i forvejen var i besiddelse af det særlige førekort, er sendt af sted til Politiet for at ansøge om dette, også selvom tolkningen af reglerne fortsat er uafklaret. Det er forventningen, at alle chauffører har det relevante førekort med posten senest torsdag d. 22. maj. Herefter ændres hele kørselsplanlægningen, så chaufførerne overholder de generelle regler om køre/hviletidsbestemmelser. Roskilde Brandvæsen beklager, at en medarbejder, der kørte en af Roskilde Brandvæsens busser, som blev standset ved en generel kontrol, vil modtage et bødeforlæg på 4000 kr.