Fortsæt til indhold

Sygeplejeelever cykler for Julemærkehjemmet

Studerende vil cykle over 1000 km i sygeplejeskolens forhal for at tjene penge til Julemærkehjemmet

Arkiv
Mikkel Hansen

De studerende på sygeplejeskolen i Sønderborg vil over de næste tre uger cykler til Paris - uden at forlade skolens forhal. Og resultatet bliver forhåbenligt nye forhindringer til børnene på julemærkehjemmet i Kollund.
"Vi har længe haft en gammel motionscykel stående, som ingen brugte. Derfor har vi prøvet at finde en anden måde at få de studerende til at dyrke mere motion på," fortæller sygeplejestuderende Lene Christensen, der er af en initiativtagerne.
Nu har eleverne lånt to cykler, og tanken er, at elever og ansatte på skolen til sammen skal cykle 1.140 kilometer over de næste uger. Det svarer til en tur til Paris. Sponsorer fra Sønderborg, Kollund og Aabenraa giver et beløb pr. kørt kilometer, som tilfalder Julemærkehjemmet.
"Cyklerne står i skolens forhal, og så kan de studerende tage en tur, når de har tid og lyst. Samtidigt vil vi gerne gøre noget godt for andre, og vi havde hørt, at det ikke gik så godt på Julemærkehjemmet. Derfor vil vi gerne samle penge sammen til dem," siger Lene Christensen.
Hun forventer, at det vil tage ca. tre uger at køre den lange tur.
Den første tur blev tirsdag taget af eleverne Martin og Katy fra Julemærkehjemmet, der tilbagelagde i alt fire kilometer.
"Det var lidt hårdt men ikke meget," fortæller Katy, der dog er glad for at hun ikke skal cykle hele vejen til Frankrig.
"Jeg vil gerne til Paris, bare jeg ikke skal cykle," griner hun.
De to cykler er lånt af Fri Bike Shop og Jønnes Cykler, og en række sponsorer har givet tilsagn om et beløb for hver kilometer de studerende cykler. Som det ser ud nu vil de studerende indkassere 15.000 kroner, når de 1140 kilometer er tilbagelagt.
"Vi arbejder på at få flere sponsorer, så vi håber, at beløbet vil blive endnu større," fortæller Lene Christensen.
Og pengene falder på et tørt sted.
"Vores forhindringsbane er ved at være slidt, og vi har måtte lukke nogle af forhindringer efter påbud fra legepladstilsynet. Børnene bruger den rigtig meget, så vi vil gerne have den fornyet, og derfor er vi rigtige glade for pengene fra sygeplejeskolen," fortæller viceforstander Jesper Lindholdt.
Julemærkehjemmet i Fjordmark har ca. 30 børn ad gangen, og det koster 10 millioner kroner årligt at drive hjemmet.

Initiativtagerne Lene Christensen og Signe Koch på cyklerne i sygeplejeskolens forhal.