Ny teatersæson byder på lidt for alle
Kolding Teaterforening har netop udgivet programmet for i år
Da Kolding Teaterforening i sidste uge åbnede for billetsalget, blev der solgt 2000 billetter til sæsonens forestillinger på kun tre dage.
Det giver formanden for Kolding teaterforening, Thomas Vilrech en god fornemmelse af, at det bliver en succesfuld sæson i år.
“Det gode er, at der er blevet solgt billetter til stort set alle vores forestillinger allerede. Selvfølgelig er der forestillinger, der er mere populære end andre, men det giver et godt billede af, at der er noget for alle”, siger Thomas Vilrech.
Formanden påpeger, at de mest populære forestillinger som sædvanligt er operaerne, hvor “La Boheme” og “Cosi fan Tulte” allerede har solgt mange billetter.
Store forventninger
I indeværende sæson, som har sin sidste forestilling i maj, havde Kolding Teaterforening satset på nogle lidt specielle kammeroperaer, som ikke faldt i lige så god smag som de store opsætninger, som teatret normalt bestiller. Derfor er teatret i denne sæson gået tilbage til de store klassiske operaer, hvor et stort orkester spiller op.
“ Det er det, som vi har fundet ud af, at folk gerne vil have. Så det giver vi dem igen i år og derfor har vi store forventninger til den kommende sæson, hvor vi har en forventning om 8000 solgte billetter”, lyder det fra Thomas Vilrech.
Bodil og Tommy
En af årets helt store publikumsmagneter tror Thomas Vilrech bliver lystspillet “Den grønne elevator” med Bodil Jørgensen og Tommy Kenter i hovedrollerne. “Den grønne elevator” er et klassisk lystspil, som har været opført på et utal af scener i Danmark i løbet af de sidste 100 år.
“Det er en af de forestillinger, som jeg selv glæder mig mest til. Det er et sjovt stykke med gode skuespillere. Og når man har Tommy Kenter og Bodil Jørgensen i hovedrollerne, kan det kun være godt”, siger Thomas Vilrech om stykket, der kan opleves på Kolding Teater den 2. marts 2015.
Julesjov og ballet
Også i år er der tænkt på børnene, hvor der i julen opføres “Nissemor og Kanelia” på Godset.
Men der bliver også mulighed for at opleve et af de mere klassiske julestykker i en alternativ udgave.
“Det er Peter Schaufuss balletten, der opfører “Nøddebo Præstegård”. Det bliver nok også en stor oplevelse.
I alt præsenterer Kolding teaterforening i år 24 forestillinger fra efteråret til foråret, som spilles både på Mungo Park, Godset og Kolding Teater.
Læs mere på koldingteaterforening.dk