Fortsæt til indhold

Afrikanere på Vejle skole

I denne uge vil Steiner Skolen i Vejle genlyde af afrikanske trommerytmer

Arkiv
Af Mikkel Carlsen

I uge 21 får Steiner Skolen i Vejle besøg af den afrikanske trio 'Mila Zetu', der er på en tre-ugers-turné rundt i Danmark.
Besøget er kommet i stand gennem skoleleder Clara Ussing, som i en lang årrække har arbejdet i den internationale hjælpeorganisation Sanduko, der arbejder for Steiners skoleudvikling i Afrika. De tre musikere og performere, der danner trioen, er alle lærere på den store Steinerskole lidt uden for Nairobi i Kenya, hvor hjælpeorganisationen har sin Afrika-base.
Fra den 19. til den 24. maj er der workshop for alle Steiner Skolens elever med den afrikanske trio. Og lørdag den 24. vil der være en stor offentlig skoleforstilling i Bygningen i Vejle, hvor alle er velkomne.
Onsdag aften, den 21. maj, vil Mila Zetu optræde solo i Caféen Den Gamle Arrest, og fredag eftermiddag vil trioen optræde på gågaden og i Bryggen med elever fra Steiner Skolen.
Mila Zetu betyder “vores rødder” på swahili, og trioens grundpille er netop den traditionelle afrikanske musik, hvor de tre performere bygger musikken op med sang, drama og story-telling tilsat musikalsk akkompagnement med trommen som det dominerende instrument.