Fortsæt til indhold

Symfoniorkester får dirigent fra Taiwan

Sønderjyllands Symfoniorkester henter Shao-Chia Lü som ny chefdirigent

Arkiv
Arkiv

Sønderjyllands Symfoniorkester får en ny i spidsen i sæsonen 2014/15.
Taiwanesiske Shao-Chia Lü, som i sidste sæson var orkestrets 1. gæstedirigent, er blevet udnævnt til chefdirigent.
”Det er en international top-dirigent, som nu er knyttet fast til orkestret - og det er vi rigtig, rigtig glade for. Fra vores tidligere samarbejde med Lü ved vi, at han er en fremragende dirigent med meget klare kunstneriske idéer, der passer godt til orkestrets arbejdsform. Shao-Chia Lü er en meget udtryksfuld og elegant dirigent, som det altid er en stor fornøjelse at opleve,” fortæller Rasmus Adrian, musikchef for Sønderjyllands Symfoniorkester.
For at markere Shao-Chia Lüs tiltræden har orkestret denne sæson givet ham frie hænder til at vælge programmet til en række koncerter. Det er med andre ord dirigentens hjerteblod, som publikum får lov til at høre.
Dirigentskiftet et blot en af flere nyheder i den kommende sæson.

Flere nyheder

Der står unge talenter, nye koncertformer, gamle kendinge og musikalske overraskelser på programmet i den nye sæson. Blandt andet kan orkestret præsentere flere unge solister.
”Vi vil gerne være med til at give unge solister en chance, og derfor kan vi blandt andet præsentere Guro Kleven Hagen, en meget ung norsk violinist, og Ivana Gavric, en lovende bosnisk-britisk pianist,” fortæller Rasmus Adrian.
Programmet byder også på en række koncerter, som giver nye vinkler på musikken. I ”Skurke & Helte” kan publikum opleve Jakob Stegelmann fortælle om heltede helte og skurkagtige skurke i filmens verden, og i ”Americana”-programmet står der amerikansk musik på programmet. Der er dog også masser af Beethoven, Brahms og Berlioz i løbet af året.

Levende formidling

Orkestret samarbejder fra sæson 2014/15 både med streamingtjenesten WIMP og med Den2Radio, hvor man kan høre optagelser med orkestret.
Også koncertformidlingen bliver levende.
”I den kommende sæson gør vi vores koncertprogrammer levende. Det betyder, at publikum ikke længere må nøjes med at læse om musikken og solisterne; vi laver også video-interviews, portrætter af vores musikere og baggrundsmateriale, som man alt sammen kan finde i programmerne på vores hjemmeside,” fortæller Rasmus Adrian.
Spilleområdet er desuden blevet udvidet til hele den jyske del af Region Syddanmark. Det betyder, at også publikum i bl.a. Gram, Ribe og Esbjerg fremover også får symfoniske oplevelser i deres egen by.
Sæsonprogrammet kan ses på www.sdjsymfoni.dk, hvor der også kan bestilles billetter.