Fortsæt til indhold

Nu har Provas fået sin egen planet

Provas har lanceret et digitalt univers, hvor børn kan lege sig til viden om vand, affald og spildevand. Tre skoler i Haderslev Kommune har hjulpet med test og udvikling

Arkiv
Arkiv

Forsyningsselskabet Provas i Haderslev er ikke i tvivl – de har en vigtig opgave. Foruden den daglige håndtering af vand, affald og spildevand i Haderslev Kommune er det nemlig centralt at sikre miljøbevidstheden hos fremtidige generationer. Bestyrelsesformand Kjeld Thrane fortæller:
"I Provas tager vi det meget alvorligt, at kommende generationer forstår, hvor vigtigt det er, at vi passer på vores miljø og på de ressourcer, vi har til rådighed i hverdagen. Det er en opgave, der er integreret i vores strategiske grundlag, og noget, vi arbejder målrettet med."
Formidlingen sker normalt ved hjælp af rundvisninger for skoler på genbrugspladser, renseanlæg og vandværker, men nu har Provas udviklet det digitale læringsunivers Provas Planet. Formålet med Provas Planet er at udvikle børns bevidsthed om ressourcer, miljø og natur inden for områderne vand, affald og spildevand. Universet er målrettet 8-11 årige, svarende til 2.-5. klasse.
For at sikre, at Provas Planet rammer målgruppen, har et vigtigt element i udviklingen været at få hjælp til at teste de forskellige elementer. Om dette udtaler administrerende direktør i Provas, John H. Mølgaard:
"I testfasen har vi fået uundværlig hjælp fra tre skoler i Haderslev Kommune, nemlig Sønder Otting Skole, Sct. Severin Skole og Fællesskolen Starup-Øsby, hvor i alt otte klasser i målgruppen har testet Provas Planet i undervisningen."
Martin Skovbo underviser i natur/teknik på Fællesskolen Starup-Øsby. Han har været med til at sikre, at Provas Planet blev testet af elever i hele målgruppen:
"Provas Planet er et materiale, der er virkelig nemt at gå til. Det spænder fra anden til sjette klasse og helt uden forberedelse kan eleverne komme i gang med at lære på en sjov måde. Med mere forberedelse og tid til fordybelse vokser mulighederne for at lære nyt endda."
Besøg Provas Planet på www.provasplanet.dk.

To piger fra 5.A har opnået highscore i affaldsspillet.