Lokal DSU’er med i S-toppen
Den kun 20-årige DSU’er Morgan Krüger fra Roskilde er blevet valgt til hovedbestyrelsen, der er toppen i Socialdemokraternes folkevalgte organisation på landsplan. Han er udlært butiksslagter fra Slagteriskolen og Superbrugsen i Trekroner og læser nu på VUC for at kunne starte med HF på Roskilde Gymnasium. Ved et møde for Socialdemokraterne i Region Sjælland, hvor der skulle vælges tre medlemmer til hovedbestyrelsen, fik han næstflest stemmer efter at have holdt en brandtale om, at partiet og regeringen må føre en mere rød politik med færre regneark og mere hensyn til almindelige mennesker og deres problemer i hverdagen. - Det vil jeg også arbejde for, så vi igen kan få en tydelige social profil, siger han. Valget af Morgan betød samtidig et farvel til den lokale veteran Leif Max Hansen fra Gundsømagle, der ellers har repræsenteret S-Roskilde i partiets ledelse gennem mange år og faktisk også var foreslået af den lokale kreds igen. Ved afstemningen endte han langt nede efter en indsats, der af flere tilstedeværende betegnes som ‘ikke særlig overbevisende’. Internt i Roskilde er Leif Max blevet kritiseret for, at han ikke vil fremføre den lokale kritik af Thorning-regeringen af frygt for at miste sin egen plads, hvilket altså nu skete alligevel. Gennem årene har Leif Max Hansen også deltaget i meget internationalt arbejde for S og rejst rundt i en stor del af verden. tk