Fortsæt til indhold

Tiden er kommet

Arkiv
Af Carsten Sivertsen / Indehaver af PR Konsortiet

2014 og de næste få år kan blive de år, hvor Roskilde for alvor skaber grundlaget for de næste årtiers succes. Lige nu flyder flere opmuntrende faktorer sammen til dét, der – hvis vi kender vores besøgelsestid – kan skabe vækst og velstand for den by og den egn, som fylder meget i vores arbejde og i vores fritid.
De opmuntrende faktorer bunder både i overordnede økonomiske vilkår og i kreative mennesker med vilje til at gå nye veje.
Økonomien er i bedring, og selv om smørhullet Roskilde aldrig har været så hårdt ramt som det øvrige land, vil fremgangen også være følelig her.
Roskilde kan også glæde sig over et stabilt og udogmatisk politiske styre, som tør træffe modige beslutninger.
Erhvervslivet er gået i offensiven med det største enkeltstående erhverv, detailhandlen, i spidsen. Til og med 2014 – mindst – er Roskilde officiel indehaver af rangen som Danmarks Bedste Handelsby
Der er vilje hos både erhvervsliv og turistsektoren, organiseret via Visit Roskilde, til at trække i samme retning for at udbygge byens position nationalt og internationalt.
Roskilde scorer højt på kendthed. Den seneste opgørelse over presseomtaler viser, at kun København, Aarhus, Aalborg, Odense og Vejle overgår Roskilde. En væsentlig forklaring er naturligvis byens attraktioner, heriblandt festivalen.

Appel fra festivalen

Netop festivalens direktør, Henrik Rasmussen, kom fornylig med en appel til, at gode kræfter tænker offensivt for at finde frem til, hvad der skal være de næste årtiers trækhest, som bidrager til at skabe overskud i foreninger og i forretningslivet.
Der er god grund til at tage appellen fra Henrik Rasmussen alvorligt. Der er brug for nytænkning og for, at Roskilde under ét sætter sig sammen for at udvikle fremtidens by. Vel at mærke hele Roskilde. Roskilde Handel er gået foran med et initiativ, der skal justere den 157 år gamle forening til nutiden, men ikke mindst tænke handelsbyen ind i en meget bredere ramme, end vi kender i dag. En ramme, der fysisk starter ved indfaldsvejene til Roskilde – som ikke skelner mellem, om kunden er kommet til Danmarks Bedste Handelsby for at købe biler eller boxershort – og som kommunikationsmæssigt er flettet tæt sammen med turist- og kulturbyen, fordi det netop er helhedsindtrykket, der skal trække kunder og andre gæster til Roskilde.

Positiv modtagelse

Det er i den forbindelse et positivt tegn, at handelslivet tilsyneladende har taget positivt imod de nye signaler, og at blandt andre formanden for den kommende Roskilde Kongres – BAUHAUS Arena, Carsten Wickmann på generalforsamlingen forleden meldte ud, at centret som en af byens store publikumsmagneter er klar til at trække i arbejdstøjet og bidrage til den fælles promovering af Roskilde. Wickmann er samtidig centralt placeret som formand for det nyoprettede erhvervsudvalg, som kan få en vigtig rolle i opbygningen af fremtidens Roskilde.
Den store udfordring vil være at finde de fælles indsatspunkter og at få byen til at tænke som en helhed. Det er en udfordring for Roskilde Handel, men også for de gode kræfter, der skal udvikle den næste ”Roskilde Festival”.

Når Davos og Park City kan

Det afhænger ikke nødvendigvis af størrelsen. Det verdensøkonomiske topmøde ligger i Davos og trækker én gang om året en enorm omsætning til den lille bjergby, som ellers blot ville have været ét blandt mange skisportssteder i Schweiz. I Utah lå Park City indtil for få år siden som en undergangstruet mineby, men kom, takket være den alternative Sundance filmfestival, frem til at få verdensry, hvor kunst og internationalt kendte filmskabere og skuespillere går op i en højere enhed.
Det hele starter med den gode idé. Tiden er kommet til at sætte gang i de gode ideer for Roskilde.

Rødt citat
"Der er brug for nytænkning og for, at Roskilde under ét sætter sig sammen for at udvikle fremtidens by. Vel at mærke hele Roskilde."