Fortsæt til indhold

Dennis skifter Borgen ud med en herregård

En drøm er gået i opfyldelse for Dennis fra Borgens Outlet i Varde

Arkiv
Kim Schou

Efter to år på Borgen i Varde er der nu dømt ophørsudsalg hos Borgens Outlet i Varde.
Indehaver Dennis Raun har nemlig besluttet sig for at drive forretninger på Haughus Herregård ved Jelling.
”Det er en gammel drøm der nu går i opfyldelse. Min kæreste og jeg har længe ledt efter en herregård, hvor vi kan drive forretninger og bo, og nu er det endelig lykkedes at leje en herregaard,” smiler Dennis Raun, som de næste tre måneder kører med 25% på alt i butikken. Vi skal ha solgt ud af varelageret, så vi ikke skal flytte med for meget.
”Man kan godt sige, at vi starter forfra igen. Vi har jo meget med i bagagen fra både Borgens Outlet og Ramsinggaard Café & Brugskunst i Midt I centret i Esbjerg, som han også driver sammen med kæresten.
”Vi har ellers fået en rigtig god forretning op at køre med caféen. Det bliver vemodigt at sige farvel til de mange stamkunder, ansatte og kolleger. Vi har haft caféen til salg, men lukker ned, da bestyrelsen i centret ikke er samarbejdsvillig, overfor nye lejere fortæller Dennis Raun.
”Men der kører vi også med 25% de næste tre måneder undtagen på mad og drikkevarer,” tilføjer han.

Ny start

Herregården i Jelling vil fremover danne rammen om en kombination af de to nuværende virksomheder.
”Vi åbner en gårdbutik med salg af møbler og brugskunst, nye og gamle ting og så åbner vi også en café i hovedbygningen. Derudover åbner vi et antik og kræmmermarked i de tidligere staldbygninger, hvor det er meningen, at vi vil leje stadepladser ud,” tilføjer Dennis Raun.
”Lidt ala Det Blå Marked i Bramming, dog med mere fokus på møbler og antikviteter. Derudover har vi mange ideer til forskellige aktiviteter vi vil lave på stedet,” tilføjer han.
Med den nye beliggenhed på Vejlevej mellem Vejle og Jelling kommer man også til at ligge i et smørhul.
”Vi får en placering i et dynamisk område af Danmark, og et stort turistområde – Vikingernes Jelling - Givskud Zoo – Legoland og meget mere,” slutter Dennis Raun.