Fortsæt til indhold

Slap for at æde kasketten

Enhedslistens Jonas Paludan tabte væddemål og grundsalget i Roskilde

Arkiv
Arkiv

Enhedslistens Jonas Paludan slap for at æde sin kasket, selv om han måtte erkende, at det var en ren tilståelsessag, og væddemålet var tabt med et brag. Da byrådet onsdag behandlede kommunens regnskab for 2013, der viste et fint overskud på 264 millioner kroner i den almindelige drift, hvilket var hele 114 bedre end forudset i budgettet, var der et enkelt punkt, hvor det så helt anderledes ud. Under punktet ejendomssalg var der regnet med en indtægt på 40 millioner, men det blev et minus på 6,4 Mio. Da budgettet blev vedtaget i efteråret 2013, havde Jonas Paludan kritiseret det for at spare for meget og undervurdere indtægten ved ejendomssalg. Han ville æde sin gamle hat på, at det blev meget større. - Nu må jeg jo gå Canossa-gang, men jeg spiser altså ikke min kasket, der nærmest er mit varemærke, erklærede han. Venstres Annie Larsen bemærkede, at så måtte han i det mindste for fremtiden tage den af under byrådets møder, men det ville han heller ikke love. Ved byrådets møde havde Enhedslisten i øvrigt indkaldt Anna Bondo som suppleant i stedet for Henrik Stougaard, der er sygemeldt. tk