Frisør er vild med jagt og jagthunde
Hanne Bro Hansen fra Børkop arbejder som frisør og træner jagthunde i sin fritid
Da der i weekenden den 5. og 6. april blev afholdt hovedprøve hos Dansk Weimaraner Klub i Rødekro, gjorde en kvindelig jæger sig særlig bemærket med sine to jagthunde Gaby og Astro.
“For det første ser vi ikke mange kvinder på anderkendte markprøver med stående hund, men også at vinde to præmier inden for ti minutter er også noget helt særligt,” siger redaktør og fotograf for Dansk Weimaraner Klub Jette Veggerby.
39-årige Hanne Bro Hansen fra Børkop har været frisør i 15 år og arbejder i dag som både mobilfrisør, der tager ud og klipper folk i hjemmet, og som deltidsansat hos Frisør Capelli i Børkop. Og så er hun - nok lidt usædvanligt for en frisør - passioneret omkring jagt og jagthunde.
Synd for dyrene
Selvom faren gik på jagt, begyndte hun først at interesse sig for det i sit voksne liv.
”Egentlig syntes jeg, det var synd for dyrene, og det var ikke så fantastisk, når der hang sådan en død and ude foran huset,” griner hun.
Hun går meget op i dyrevelfærd og ser det ikke som en modsætning til sin fritidspassion.
“Dyrene har et godt liv ude i naturen, og det samme kan man ikke sige om de fleste dyr, der kommer på bordet rundt omkring.“
Begge forældre var konkurrenceskytter, og dét var til gengæld noget, hun blev bidt af i en ung alder.
Men det var interessen for jagthunde, nærmere betegnet Weimaraner-racen, der også ledte til interessen for jagt. Og i dag følger hun ofte faren på jagtture.
Primært en jagthund
Det er omkring ni år siden, at Hanne Bro Hansen begyndte at interessere sig for Weimaraner-hunde.
Racen er opkaldt efter den tyske by Weimar, som var Tysklands kulturelle centrum omkring 1800. De første weimaranere blev indført i Danmark sidst i 1950'erne, og i 1961 stiftedes Dansk Weimaraner Klub.
Racen findes både i en kort- og langhåret variant med de karakteristiske ravfarvede øjne.
”Weimaraneren blev holdt ved hoffet i 1800-tallet, og det var den første jagthund, som man også havde inde. Derfor er den enormt social,” fortæller Hanne Bro Hansen, men advarer samtidig folk mod at anskaffe sig en weimaraner som almindelig familiehund.
”De har en voldsom aktivitet og et stærkt jagtinstinkt. Det er primært en jagthund.”
Kvindelige jægere i fremmarch
Hanne Bro Hansen avler også weimaranere selv, men kun som hobbyavl, og hun sælger kun til aktive jægere. Desuden tager hun dem også med til udstillinger og konkurrencer.
“Til at begynde med syntes jeg, at det var da godt nok en meget speciel hund, men jeg kan godt lide, når tingene er lidt anderledes.”
Og hvis man tror, det er helt usædvanligt for en kvinde at gå på jagt, så kan man godt tro om igen.
”Kvindelige jægere er noget, der er på fremmarch,” siger Hanne Bro Hansen.
”Da jeg tog mit jagttegn for syv år siden, var 40 procent af holdet kvinder.”