Hunden sælger billetter
Musikteatret må snart melde udsolgt til Snoop Dogg, der giver koncert i Vejle
Det tog Ikke mange minutter, så var der godt gang i billetsalget til den intimkoncert, som Vejle Musikteater byder på 4. august.
Men når navnet, der blev offentliggjort onsdag så også er Snoop Dogg giver det god mening, at billetterne rives væk.
Han er verdensstjerne indenfor hip hop, og den amerikanske hund er et musikalsk kæmpenavn. Og måske ikke lige ham, man havde set komme.
“Der er som sådan ingen 'den havde vi ikke set komme' over Vejle Musikteater, for alt er muligt. Men det er klart, at tanken om at Snoop Dog selvfølgelig skulle give en intimkoncert i Vejle Musikteater, er en tanke, som jeg vist er den eneste, som kunne se logikken i,“ siger direktør for musikteatret, Toni Lee-Larsen.
Og hun kunne en halv dag efter offentliggørelsen da også erkende, at det ikke er svært at sælge billetter til Snoop Dog.
“Det er gået over al forventning, og vi er tæt på at melde udsolgt. Og vi kan se, at køberne er fra hele landet, lige fra Thisted til en del fra København og Århus,” siger hun.
Snoop Dog er en mand med mange kasketter på. Han laver musik, været skuespiller i film, lavet en serie til YouTube og meget andet. Men det er først og fremmest som musiker han er kendt. En mand der har solgt over 30 millioner albums behøver såmænd heller ikke klage over manglende anerkendelse. Hunden kommer til Vejle og giver koncert foran 1200 tilskuere.