Fortsæt til indhold

Besparelse blev til udgift

V-leder i byrådet ønsker Brandvæsenets kørsel med elever og ældre tilbage hos private vognmænd

Arkiv
Arkiv

I foråret 2013 besluttede et flertal i byrådet at overdrage kørsel med elever til specialskoler og ældre til plejecentre fra private vognmænd til Roskilde Brandvæsen, der var kommet med et betydeligt billigere tilbud. Alene på ældrekørslen skulle kommunen derved kunne spare 1,8 millioner kroner om året, men i de første fem måneder af 2014 har det tværtimod vist sig at blive 700.000 kroner dyrere. Ved byrådets seneste møde onsdag ønskede Venstres leder Bent Jørgensen en forklaring på, hvad kommunen har tænkt sig at gøre ved det. Borgmester Joy Mogensen (S) svarede, at ifølge forvaltningens vurdering ville besparelsen blive gennemført, og hun lovede at sende nye oplysninger frem til byrådets medlemmer, når de forelå. Men den forklaring var Bent Jørgensen ikke tilfreds med: - Vi må da gøre noget, når vi kan se, at gevinsten, der skulle komme ud af denne beslutning, ikke bliver til noget. Han ønskede i stedet, at både ældrekørsel og kørslen med elever til special-skolerne hurtigst muligt kommer i udbud på ny, så lokale private vognmænd får muligheden for at udføre opgaven. - Brandvæsenet skal slukke brande og køre ambulancer, når de vinder licitationen på denne opgave. Det skal ikke lege vognmænd. - Tværtimod har vi en forpligtelse til at sørge for, at de private firmaer, der kom i klemme, fordi de mistede opgaven med meget kort varsel, nu får en rimelig chance for at overleve. Det kan aldrig være en kommunal opgave at kvæle det lokale private erhvervsliv, mente han. tk