Fredericias vitale sejr har et navn
Fredericia vandt en yderst vigtig sejr i Vejle. Og sejren har et navn
Det var den helt rigtige kamp, at målmand Jakob Køhler fandt kaninen i tryllehatten, og leverede en pragtkamp.
For lokalopgøret i 1. Division i fodbold mellem Vejle og Fredericia var, som sådan uden betydning for VB, men absolut ikke for Fredericia, hvor et nederlag vil sovse holdet for meget ind i nedrykningspillet.
Men det endte 1-0 til holdet fra fæstningebyen, og det var ikke helt fortjent, men i fodbold findes det ord ikke. VB spillede set over hele kampen hurtigere og bedre, men Fredericia scorede et mål efter seks minutter ved Christian Ege, og derefter trådte Jacob Køhler ind på scenen.
Især i anden halvleg blev Fredericia presset langt bagud på banen, og halsede efter et Vejle-hold, der i den halvleg viste hurtighed og pågåendehed. Men lige lidt nyttede det, og tre-fire store chancer, deriblandt en friløber endte alle på den samme måde for Vejle-spillerne.
Jakob Køhler kom i vejen.
Vejle kan tage med sig, at især anden halvleg til tider bød på det hurtige fodbold, som tilskuerne i Nørreskoven ønsker. Men Fredericia kæmpede bravt, og trak det længste strå. En utrolig vigtig sejr kom i hus.
Og nok hed målscoreren Ege, men sejrens navn hedder Køhler.