En sej blå mandag
Op mod 1.500 konfirmander fejrede i idste uge deres andendag i Esbjerg. Rigtig mange kom udenbys fra, og der var "thumbs up" til Esbjerg og Blue Action Card
"Haaaaiiijjjjj!"
Pernille fra 7.b på Tinglev Skole tager for sig af heliummet i den blanke ballon og får sine tre klassekammerater til at skraldgrine. De har snart gået Kongensgade tynd i seks timer, så de fire veninder puster ud på parkeringspladsen i Borgergade.
De har været for sent ude i forhold til at købe et Blue Action Card, der giver adgang til en lang række oplevelser i Esbjerg på konfirmandernes andendag, men det gør nu ikke pigerne noget.
Omkring fødderne på dem står både små og store poser - de fleste fra tøjbutikker. Uden et Blue Action Card skal de nemlig selv få tiden til at gå, hvilket tilsynladende slet ikke er noget problem. Julie, Lotte, Pernille og Karina har da også allerede en vis andendagserfaring at trække på, for selv om de kun er blevet konfirmeret en gang, så er det faktisk anden gang, de holder blå mandag.
"Første gang var for to uger siden i Kolding Storcenter. Den gang måtte vi egentlig ikke holde fri for skolen, der mente, at vi skulle vente til i dag, men vores forældre gav os lov, for det var jo egentlig vores "rigtige" andendag," forklarer de fire piger i munden på hinanden. I deres sammenlagte 7. klasse er konfirmationerne spredt over flere dage, og det giver selvfølgelig også mulighed for flere blå mandage.
Forældre på banen
Så heldige er de lokale konfirmander ikke. Til gengæld har de sikret sig et Blue Action Card - eller det vil sige deres forældre har. I mange klasser er det nemlig forældrerådet, der har lagt op til, at alle børn skal udstyres med kortet således at de kan fejre dagen sammen og indenfor de sikre rammer, som SSP & Forebyggelse stiller op med Blue Action Card, der giver adgang til en lang række aktiviteter for konfirmanderne. De kan prøve kræfter med alt fra offshoresejlads og helikopterflyvning til limousinekørsel, bowling, et besøg på Fiskeri- og Søfartsmuseet og en gratis mini makeup.
På Hjerting Skole har alle 7. klasses elever fået kortet stukket i hånden af deres forældre, og her er ingen utilfredshed med at skulle fejre blå mandag i egen by.
"Jeg kunne slet ikke forestille mig noget andet," smiler Maria Louise Nørgreen Mortensen, mens hun - ganske gratis - får prinsessestylet lokkerne hos Avantgarde Hair Studio. Imens venter veninden, Kristina Rud Roud. Hun har allerede fået håret moderigtigt glattet, så det nu matcher det spritnye andendagstøj. Igen og igen retter hun lidt på sin flotte margueritring og læderarmbåndet. På hendes gavebord var smykker det helt store hit, men ellers er det penge, der lader til at have toppet ønskelisterne. De skal dog ikke nødvendigvis brændes af i dag - i hvert fald ikke dem alle sammen.
"Nej, i dag kigger jeg bare, men jeg skal både have en MacBook og et spejlreflekskamera," siger Maria Louise Nørgreen Mortensen, inden hun med veninden under armen - og smart hår - begiver sig mod andendagens næste punkt: Minimakeup hos Klinik Connie Krøyer og senere shopping i Kongensgade.
Her er en gruppe nykonfirmerede drenge fra Vejle allerede nået hen. Også de er blevet udstyret med Blue Action Cards af deres forældre, og indtil videre har de både kørt gokart og spillet bowling.
"Det er et sejt koncept, og Esbjerg er en fed by," lyder dommen fra Vejle-drengene.