Fortsæt til indhold

Skybrud giver hektisk aktivitet i Vejle og Jelling

Vandmængden ligger langt over skybrudsgrænsen, siger specialist

Arkiv
Ina Bjerregaard

Skybruddet har sørget for masser af arbejde til både kommuneafdelinger og Brandvæsen. Beredskabet forventer, at det værste er overstået i Vejle og Jelling-området. Vandstanden har været faldende siden kl. 9 i morges og stiger først omkring kl. 21 i aften (højvande). Vandstanden i Grejs Å har toppet, og Teknik & Miljø forventer at reducere risiciene for oversvømmelser i Vejle Å ved at rense kloakristene.Der forventes derfor ikke yderligere problemer i Vejle by og Jelling, men kommunen følger situationen nøje.
Vejle Brandvæsen, Teknik & Miljø og Vejle Spildevand har alle haft en meget hektisk nat og formiddag. Alt disponibelt mandskab er sat ind for at rydde op efter skybruddet. Der er faldet 50-85 mm i natte- og morgentimerne og hele 40 mm i løbet af en times tid. “Det er langt over skybrudsgrænsen,” siger Bo Gøgsig, beredskabsinspektør.
Værst er det gået ud over Jelling, hvor der fra midnat til kl. 8 i morges fald 60,4 mm, og det er lidt mere end i en normal maj måned. Generelt er der rigtig meget vand, grus og mudder på vejene og i haverne i området omkring Vejle og Jelling. Til morgen havde brandvæsenet fået ca. 30 henvendelser om vand i kældre, og det antal forventes at stige i løbet af dagen.
De fleste af viadukterne står under vand, men vandet forventes at være væk i løbet af dagen. Teknik & Miljø sørger for at markere, hvor der er problemer i trafikken men forventer, at alle viadukter er farbare inden aften. Men selve oprydningen efter det meget voldsomme skybrud forventes at strække sig over flere dage.