Mikkel gir’ Skibby ’Klask’
39-årige Mikkel Bertelsen fra Gershøj har opfundet brætspillet Klask
Skibby Hans farfar var en 'Ole-opfinder' og producerede blandt andet vægte til sit eget firma. Hans morfar var iværksætter og startede Neptun Bryggerierne i Jylland. Hans far har altid haft alle mulige ideer inde i hovedet. Med andre ord så kan man roligt sige, at æblet ikke er faldet langt fra stammen, for Mikkel Bertelsen, søn og barnebarn af førnævnte, har netop opfundet brætspillet Klask.
Siden februar er spillet blevet lanceret på udvalgte barer overalt i landet i samarbejde med Tuborg. Og det er gået stærkt.
“Jeg får indimellem ideer. Faktisk kan jeg ikke lade være. Det startede allerede, da jeg var 12 år gammel. Så lavede jeg nogle cykler af ståltråd, dyppede dem i maling og solgte dem i skolen. For pengene købte jeg romkugler og Kinderæg,” Mikkel griner.
“Senere kunne man købe nogle ståltrådscykler magen til i Tivoli.”
Ideer omsat til virkelighed
Ideen til Klask opstod, fordi Mikkel længe godt havde kunnet tænke sig at opfinde et familiespil. Ideer havde han som sædvanligt nok af. Ofte lå han og vendte og drejede sig i sengen og havde svært ved at sove.
“Så er jeg tit gået ud i værkstedet for at få omsat mine ideer til virkelighed. Jeg har brugt mange timer på at udvikle Klask. Især hvis du spørger min hustru Dorte,” Mikkel trækker på smilebåndet. Langsomt tog brætspillet form, men da Mikkel undervejs i processen viste det for hustruen, var hendes kommentar:
“Det er sku da et barspil.” Mikkel syntes nu også, at det var et spil for familier og institutioner, men med Dortes kommentar i baghovedet tænkte han, at det måske var muligt at sælge det til Tuborg.
“Min morfar havde jo haft sit eget bryggeri, og jeg tænkte, at det nok var nemmere at komme indenfor i varmen hos Tuborg, hvis jeg havde en reference. Men ingen i familien havde længere kontakter i branchen.”
Tuborg på brættet
Alligevel lykkedes det Mikkel at få lavet en aftale med Jesper Krag Møller fra Carlsberg Group.
“Jeg mødtes med ham med Klask-spillet under armen. Før mødet havde jeg tænkt, at nu giver jeg den gas. Så jeg havde blandt andet trykt Tuborgs logo på brættet. De syntes, at det var ret fedt. Som de sagde, så får de rigtig mange henvendelser fra folk, men oftest er ideerne bare på tegnebrættet,“ fortæller Mikkel entusiastisk.
Faktisk var de så begejstrede for Klask, at Mikkel endnu ikke var nået hjem til familien i Gershøj, før han modtog en mail med prisforespørgsel på 750 spil.
“Ret hurtigt kørte der en mailkorrespondance af den anden verden med alt fra kontrakt, leveringsaftaler og en masse andre ting.”
I dag er spillene, som i mellemtiden både er blevet EU-designbeskyttet og varemærkegodkendt, solgt til barer og cafeer overalt i Danmark.
“Alligevel er jeg utålmodig. Men jeg har fået at vide, at det går hurtigt, i forhold til hvad det plejer at gøre.”
DM i Klask
Mikkel er medejer af et tømmerfirma i Dragør. Af samme grund syntes han, at det var oplagt, at spillene skulle produceres i Danmark.
“Jeg laver selv spillene. Men hvis jeg ønsker at få dem på hylderne, så er jeg desværre nødt til at finde en producent i udlandet,” siger Mikkel, som, typisk for ham, allerede leger med tanken om en ny udgave af Klask, som skal være på størrelse med et bordfodboldspil.
Men alle ideerne holder han foreløbig for sig selv. Nu gælder det om at få så mange som muligt introduceret til brætspillet.
Den 5.juni afholders der Klask turnering i Pub Og Sport i København. De fire bedste går videre til DM i Klask til september. Bag turneringen står Tuborg.