Stolte folk i Havdrup

Jeg flyttede hertil i 2009 som sognepræst, og noget af det der først slog mig var, at der ingen ungdom er i Havdrup. Her er mange børn og mange teenagere, men ingen unge der cykler gennem byen med hullede bukser og farvet hår.
Men hvad skulle de også her? Havdrup består mestendels af parcelhuse og lejeboligmassen er lille. Den er et sted, man først flytter til EFTER sin uddannelse og år med huller i bukserne og farvet hår, og den er et sted man vokser op i, INDEN man begynder på sit ungdomsliv.
Det andet, som slog mig, var, at folk i Havdrup er meget stolte af at være Havdrup`ere. Vi er en samlet by, der ikke, som byerne omkring os, er vokset sammen med noget andet.
Vi er omgivet af marker og dermed også af den illusion at vi stadig er en landsby på landet.
Godt nok er der kun under en håndfuld gårdejere tilbage, men de er med til at definere byen tilbage fra forhistorisk tid, hvor Havdrup var det store sogn og den rige del af egnen med den fede jord og de rige bønder. Og dette holder ved. Ikke rigdommen, men stoltheden.

Stilhed og høj himmel

Her er et udsyn i Havdrup, som fodres af stationen og de omkringliggende større byer.
Folk der flytter hertil, er ofte pendlere, men indsluses relativt hurtigt i den store Havdrupske fortælling, som er, at vi er noget særligt, (læg mærke til at undertegnede allerede er blevet til et ” vi”).
Vi nyder vores treenighed af Brugsen, Netto og Fakta, ligesom vi er glade for vores tvillingehuse, bestående af den gamle og den nye Havdrup Hal, nu Havdrup Idræts Center.
Måske vil nogen kalde os for grandiose, - især dem nede ved Solrød strand, men det er kun fordi de ikke er Havdrup`ere. Vi nyder at have en god skole, to landsbyer med en vidunderlig cykelsti imellem ( ”Caminoen” fra Stationsbyen til Gl. Havdrup kirke, der benyttes flittigt af motionister i alle aldre), og vi synes det er helt naturligt at vi er repræsenteret i Byrådet med vores egen politiske liste. Det går med andre ord kun fremad i Havdrup, som måske hverken har vand, klitter eller skove. Til gengæld har vi stilheden og den høje himmel, kommunens mindste, men smukkeste kirke, de langstrakte marker og solnedgangen i vest.
Samt ikke mindst – en stor glæde ved at bo her.