Stoffer, tis og vrede på Dæmningen
Natten til fredag måtte politiet flere gange rykke ud i området omkring Dæmningen i Vejle. Både for at standse tisseri, stoppe voldelig optræden og for at fange folk, der tog stoffer. Klokken 04.23 havde politiet fat i en 28-årig mand, der ikke kunne opføre sig ordentligt overfor politiet.
Han smadrede en flaske og havde blandt andet fat i jakken på en politimand. Dette blev han anholdt for. Han blev løsladt fredag morgen klokken 07.30 med en sigtelse for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Klokken 03.32 havde politiet fat i en 23-årig mand fra Vejle, der stod og sniffede narko i en port ved Dæmningen. Da politiet visisterede ham, skulle det vise sig, at han havde 0,4 gram kokain og to et halvt gram hash på sig. Klokken 02.40 måtte politiet have fat i en 21-årig mand fra Horsens, der også havde 1,48 gram hash på sig. Klokken 02.30 havde politiet fat i en 34-årig mand, der ikke kunne holde sig og stod og tissede op ad en husmur. Det fik han en bøde for.