Samarbejde gavner både top og bredde
Håndboldsamarbejdet mellem Haderslev og Vojens fortsætter
Det er ikke nyt for håndboldforeningerne i Haderslev og Vojens, at samarbejde. Det har man gjort igennem flere år, og samarbejde er nødvendigt:
“Et samarbejde er vitalt for både elite og bredde,” siger formanden for Vojens Håndbold Forening, Teis Melcher. Han fortæller, at man også i toppen af organisationerne har fået øje på, at der skal findes nye veje i en tid, hvor de traditionelle holdidrætsgrene er under pres:
“DHF har besluttet at bruge nogle af de penge man tjente på EMtil at motivere til nytænkning,” siger Teis Melcher, der ikke selv var sen til at forsyne forbundet med konkrete idéer til en mere smidig lovgivning. En lovgivning, som skal forhindre at “restgrupperne” i klubberne ikke kommer ud at spille - og derfor dropper ud. Der er også forslag om nye aldersgrupperinger, som bedre tager hensyn til det store antal ungdomsspillere, som tager på efterskole - ofte skoler, som ligger langt fra hjemmet - og dermed hjem-klubben.
Samarbejde vokser
Det formelle samarbejde imellem Haderslev KFUM og Vojens HF omfatter aldersgrupperne U14, U16 og U18. Men der er også eksterne samarbejdspartnere:
“Vi arbejder naturligvis sammen med Idrætsklasserne og Haderslev Idrætsakademi, og så har vi et fremragende samarbejde med Vojens Gymnastik og Idrætsefterskole,” siger Teis Melcher, som også gerne så flere klubber indgå i holdsamarbejdet.
“Vi har planlagt et møde den 2. juni, hvor vi vil informere om alle de ting vi kan. Det er et møde for alle - unge, forældre, trænere, ledere osv, som har lyst til at høre om vort projekt. Man må også meget gerne komme, hvis man ikke er en del af vore klubber. Man kan komme helt uforpligtende,” siger han og fortsætter:
“På dette møde vil vi også præsentere de nøglepersoner, som skal få tingene til at ske omkring vore hold.”
Endnu har holdsamarbejdet intet navn, men det er planen at det skal det få på selvsamme møde.
Den kommende sæson er den tredje med samarbejdet.