Speedway lokalopgør i aften
I aften tager Region Varde Elitesports Superliga-mandskab imod Esbjerg hjemme i Outrup
De forsvarende mestre fra Esbjerg har stadig sæsonen første sejr til gode, men står det til Region Varde Elitesport, bliver det ikke i aften.
"Det er ærgerligt for Esbjerg, at de hat tabt tre gange i træk, men nu bliver det fire, lyder det selvsikkert fra Steven Andersen, holdleder for Region Varde Elitesport.
Når startsnoren går i aften, er det blandt andre Mads Korneliussen, Nicklas Porsing og Robert Lambert, der stiller op for hjemmeholdet.
Matchen bliver første superligamatch på Varde Motor Arena, da den første planlagte match blev aflyst på grund af regn.
Kamp til stregen
Esbjerg Motorsport forventer kamp til stregen både i Outrup, når Region Varde byder op til dans i aften, og det samme gør sig garanteret gældende, når Grindsted på næste onsdag kommer på besøg på Granly Speedway Arena. Derfor håber Esbjerg Motorsport, at der er masser af støtte at hente på tilskuerpladserne, når mestrene skal have rettet op på en sæsonstart, der ikke har formet sig som forventet.
"Vi havde selvfølgelig håbet på noget flere point på nuværende tidspunkt, men holdleder Ib Pedersen går ikke sådan i panik, og vi kan rette op på meget mod Region Varde og Grindsted. Det er dog ikke opgaver, der skal tages let på, for begge mandskaber har vist tænder, mens vi lige har manglet det sidste, og det håber vi, at vi kan finde mod to af vores lokalrivaler. Forhåbentlig har vi igen mange fans på plads, for det giver både lidt ekstra til stemningen og kørerne," fastslår pressechef Lars Guldager Dyhr, der ser spændende perspektiver i den stærke lokale konkurrence.
"Der er en massiv interesse for speedway i vores område, hvor vi er så heldige at have stærke modstandere som Region Varde, Grindsted og Holsted. Det kunne vi se i vores sidste match på Granly Speedway Arena, hvor der var næsten 4.000 tilskuere, og tendensen er den samme, hvad angår sponsorer. Interessen er stor, og det er den, fordi vi både har lokale drenge og verdensstjerner på holdene. Niels-Kristian Iversen er endda begge dele, og han er med igen på onsdag på hjemmebane modGrindsted, og så satser vi på, at vores stærke russer, Artem Laguta, viser lige så stærk form mod Region Varde, som han gjorde generelt i sidste sæson," siger Lars Guldager Dyhr.