Fortsæt til indhold

Rekordoverskud i Køge Havn

Arkiv
Arkiv

KØGE: Det går godt for Køge Havn, som har trukket et rekordoverskud på 8,320 mio. kr. i land i 2013. Det viser regnskabet for Køge Havn, som Køge Byråd godkendte tirsdag.
Årets overskud er mere end én mio. kr. højere end i 2012, hvor Køge Havn fik 7,187 mio. kr. i overskud.
- Det flotte resultat skyldes, at der igen er kommet gang i skibs- og godstrafikken efter årene med økonomisk krise. Det giver Køge Havn flere indtægter fra skibs- og vareafgifter. Men vi hviler ikke på laurbærrene. Vi arbejder ihærdigt på at udvide og styrke erhvervshavnen, så den også er klar til fremtidens stigende godsmængder, siger formanden for Havnebestyrelsen, René Jespersen.
Køge Havn udvides markant i de kommende år i takt med, at Køge Jorddepot får fyldt sine områder op. Udvidelserne omfatter bl.a. nye dækmoler og en unitterminal, som markant vil forøge kapaciteten på Køge Havn.
Hermed får Køge Havn mulighed for at tage nye og større kunder ind, og havnen oplever allerede nu stor interesse for at flytte godsomsætning med skib til Køge.
pm