Dalby sikrede sig førstepladsen
Tilbage på sporet med sikker 4-2 sejr over Annisse
Med lørdagens 4-2 sejr i Annisse, så kan Dalby's oprykkere ikke hentes på førstepladsen. På en dag med ti afbud, så måtte Dalbys træner Flemming Blendstrup hive adskillige kaniner op af hatten, hvorfor Daniel Jensen fik sæsondebut. Derudover var der comeback til den småskadede Ziad Faour, mens også træneren selv måtte trække i kamptøjet.
Kampen var ret jævnbyrdig, men Dalby skabte langt flere chancer. Allerede efter otte minutter fandt Frank Nielsen en fri Marcus Dose, der afdriblede en modstander og scorede til 0-1. Føringen holdt kun 10 minutter, da en sjælden fejl af den rutinerede Dalby-keeper Martin Skov endte med 1-1. I resten af 1. halvleg burde især Marcus Dose have bragt Dalby i front, da han havde et par friløbere med keeperen, men det endte 1-1 efter 1. halvleg.
Marcus Dose fik dog taget revanche i 2.halvleg, hvor han løb fra forsvaret inklusiv deres keeper, så kan kunne score sit andet mål til 1-2. Hjemmeholdet fik dog efterfølgende mere spil, hvor de først havde et forsøg på stolpen, men et kvarter før tid fik de udlignet til 2-2 efter et klumpspil. Dalby gik dog fortsat efter sejren, og i det 85. minut kunne Palle Bronée bringe Dalby på vinderkurs, da han fra kanten af feltet kanonerede bolden i kassen til 2-3 via overliggeren. I dommerens tillægstid lukkede Palle Bronée kampen, da han bankede bolden op i målhjørnet til slutresultatet 2-4.
Dalby spiller sæsonens sidste hjemmekamp på lørdag kl.15.30, hvor Frederiksværk kommer på besøg.
KAMPFAKTA. Serie 3: Annisse – Dalby 2-4 (1-1). Dalby: Marcus Dose 2, Palle Bronée 2..