Fortsæt til indhold

Frihed og lighed kræver arbejde

Mette Gjerskov roste de lokale græsrødders indsats for demokratiet i sin grundlovstale

Arkiv
Erling Pedersen

Frihed og lighed, som er idealerne i den danske grundlov, kommer ikke bare af sig selv, men kræver et stort arbejde Sådan lød det gennemgående tema, da Socialdemokraternes lokale folketingsmedlem Mette Gjerskov talte ved et møde i Palæhaven. Trods regn var 100 deltagere mødt frem og skuttede sig i opstillede telte og under det store bøgetræ for at høre de politiske taler. Mette Gjerskov fremhævede demokratiets basis hos de mange aktive, der gerne vil gøre en indsats for, at andre også kan få det bedre: - Sidste tirsdag var vi en større gruppe, der brugte nogle timer her i Roskilde for at diskutere, hvordan den fremtidige S-politik skal være for at hjælpe dem, der ikke er født med en sølvske i munden. Det var en smuk forårsaften, hvor der også var tv-drama fra Venstres møde i Odense, men alligevel valgte så mange at diskutere, hvordan vi kan gøre op med den negative sociale arv.

For almenvellet

Gjerskov tog udgangspunkt i Grundlovens paragraf 75: 'Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for arbejde på de vilkår, der betrygger hans tilværelse' - Jeg har slået op, at almenvellet betyder til 'det fælles gode', i modsætning til det private gode. - Arbejde er nemlig ikke kun godt for den enkelte, som får tryghed og dermed har frihed til selv at bestemme over sit liv. Når flere føler sig frie, får vi også et bedre land. - Derfor er det ikke kun den enkeltes ansvar af få arbejde. Det er vigtigt for os alle, at så mange som muligt er i job, så vi får et et mere velstående land, som har råd til at sørge for alle. Ved det socialdemokratiske grundlovsmøde i Roskilde talte også borgmester Joy Mogensen og direktøren for Roskilde Museum, Frank Birkebæk. tk