Fortsæt til indhold

Internationalt stævne i Beachparken

Otte nationer deltager i stævnet, der er det første af sin art i Danmark

Arkiv
Anne Andersen

Den ligger sådan lidt gemt af vejen, i skyggen af det nye universitet, Kolding Beachpark. Men det bliver der ændre på, for om få dage skal deltagere fra otte nationer spille et stort internationalt stævne der, og arrangørerne håber på, at det også vil betyde, at flere får øjnene op for den lille strandplet midt i byen:
“Først og fremmest håber vi selvfølgelig på, at vi kan afvikle et stævne, hvor vi kan bevise, at vi magter så stor en opgave, og at vi har faciliteterne til det. Men vi håber da også, at en masse af byens borgere vil komme ned og kigge”, lyder det fra formanden for Kolding Beachvolley Anders Mathiesen.

En dansk debut

Det er første gang, at et såkaldt Nevza-stævne bliver afholdt i Danmark, og der er deltagelse af Danmark, Norge, Sverige, Finland, England, Island, Færøerne og Grønland:
“Det er stort, når man tænker på, at det kun er andet år banerne er her, så er det dejligt, at vi er blevet godkendt af både det Europæiske forbund og så af det danske”, siger Anders Mathiesen og fortsætter:
“Det er et stævne der både giver point til ranglisten, men det er også et stævne, hvor der er pengepræmier på spil, og begge dele er selvfølgelig med til at tiltrække deltagere fra de andre nationer”.

Ved beachvolley er man kun to på banene, så det er et stort område der skal dækkes af.

Et dansk håb

Stævnet bliver afviklet i Kolding og i Odense på samme tid. I Odense skal mændene spille, mens kvinderne skal kæmpe på banerne i Kolding. To af de danske deltagere er landsholdsspillerne Line Trans Hansen og Helle Søndergård. De spiller til dagligt sammen i Odense og glæder sig over muligheden for at spille en international turnering på hjemmebane:
“Det er lidt mærkeligt, for vi plejer at være underdogs og kæmpe os op, men nu er der lige pludselig meget mere fokus på os, så det skal vi lige vænne os til”, smiler Line Trans Hansen.
De to piger har spillet sammen i knap to år, og det var en skadet makker der betød, at den konstellation opstod:
“Det første stævne vi deltog i, der røg vi i finalen, så det var ret naturligt, at det skulle fortsætte. Vi har bare en god kemi, og også den samme indstilling til sporten. Det skal være sjovt at spille, og man må godt grine på banen”, lyder det fra Helle Søndergård.
De to piger på 21 og 25 år studerer begge til daglig i Odense. Beachvolley træner de fire-fem gang om ugen, og så er der turnering i weekenden. Line og Helle stiller op til stævnet i Kolding som ét ud af flere danske hold. For Line er succeskriteriet klart, mens hendes makker er lidt mere tøvende:
“Vi har deltaget i sådan et stævne her før i udlandet, og der blev vi nummer 5, så vi må gå efter en fjerdeplads denne her gang”, mener Line.
“Hvis vi får en fjerdeplads, så vil det være sindssygt flot, og det vil overraske mig lidt” smiler Helle.

Anders Mathiesen er initiativtager til Beachparken og arrangør af stævnet.

Sideevents

Mens eliten skal spille turnering den 3.-5. juni så vil der være en del side-events på beachvolleybanerne hvor flere skoleklasser skal spille deres egen turnering:
“Der kommer til at ske en masse hernede. Turneringen forgår jo i hverdagene, så vi har arrangeret en skolevolley-turnering i samarbejde med 8. klasserne som kommer og spiller parallelt med eliten. Der vil også være en seniorcamp hvor vores medlemmer, og andre interesserede, kan deltage, og så sørger vi selvfølgelig for, at der er musik og boder hernede, så der kommer en rigtig god stemning”, siger Anders Mathiesen.






















































Beach-volleystævne
Stævnet hedder “Design-City-Kolding-Nevza og afvikles den 3.-5. juni.
Nevza-landene består af Danmark, Norge, Sverige, Finland, England, Island, Færøerne og Grønland.
Der er både point til den internationale rangliste samt penge på spil.
Arrangørerne forventer mellem 12 og 20 kvindehold i Kolding.