Prettykids.dk åbner sig fra Give ud mod hele landet
Hos Dorthea i Vestergade lancerer nyt koncept målrettet børnefamilien. ’Pretty Kids’ er det nye navn
Målgruppen er børnefamilierne - dem som har børn i alderen minus tre måneder og op til omkring de ti år.
Pretty Kids hedder butikken, og nok ligger den i Vestergade i Give, men den ligger nu også på nettet i form af Prettykids.dk
Bag PrettyKids finder man indehaverne af Hos Dorthea, Henrik og Dorthea Amdi Hagen.
"Der er sket en ændring. Selvfølgelig i navnet, men også med hensyn til størrelsen af vores udvalg, og vi har fået nye tøjmærker, hvor vi satser mere på den bedste kvalitet. Folk vil have kvalitetsmærker. Og så er den store ændring, at vi for alvor også satser meget mere på nettet. I stedet for at satse på omkring 1200 lokale kunder, kommer vi ud til 5.5 millioner kunder over hele landet. Vi går fra 3. gear til 5. gear og sætter mere fart på," siger Henrik.
Skiller sig ud
Og derfor satses der meget seriøst, for nok vokser netmarkedet, men der er også mange konkurrenter.
"Det er der, men der er dog et sted, hvor vi skiller os ud fra de fleste andre børnetøjsbutikker: Vi tilbyder også legetøj og andet. Vi vil have 2500 forskellige produkter fra legetøj, tøj, babytilbehør, potter, sutteflasker og så videre. Og det er der ikke mange andre, der tilbyder," siger parret. Begrundelsen for at gøre det skyldes det faktum, at den fysiske butik mister markedsandele til nettet og de større byer omkring Give.
"Noget skulle gøres, og derfor denne nye handlingsplan. Og vi må sige, at vi kan mærke et boost," siger parret.
Pretty Kids vil fremover stadig være legetøj, børnetøj, babytilbehør og så modeltog. Og den sidste del med modeltog fortsætter med at hedde Hos Dorthea, for det er et brand som er kendt over hele landet blandt modeltogsentusiaster.
Pretty Kids er stadig en fysisk butik i Vestergade og stadig en ikke helt bette en af slagsen. Men målgruppen er blevet markant større.