Fortsæt til indhold

V-gruppeformand har ikke styr på fakta

Arkiv
Arkiv

Christian Haugk,
Gruppeformand for Socialdemokraterne i Kolding Byråd
Vranderupvej 45, Kolding

Venstres gruppeformand i Kolding Byråd, Birgitte Kragh, er ude med riven. I et læserbrev 14/5 skriver hun fejlagtigt, at Socialdemokraterne ikke ønsker muligheden for, at man kan få personlig pleje via et privat hjemmehjælpsfirma. Det er ikke korrekt.
Det er ærgerligt at gruppeformanden er så stærkt optaget af en ideologisk dagsorden. Det er også ærgerligt at hun ikke har sat sig ind i hvad Socialdemokraternes melding er, inden hun skyder løs.
Socialdemokraterne har på baggrund af konkurser hos private hjemmeplejefirmaer klart meldt ud, at den form for udbud kommunen har gennemført ikke bliver gentaget med socialdemokratiske stemmer.
Vi ønsker ikke at gamble med borgernes tryghed og sikkerhed for personlig pleje. Der må ikke skabes utryghed om kvaliteten eller leveringssikkerheden. Det har netop været konsekvensen, fordi kommunen med os politikere i spidsen, har været alt for optaget af pris frem for tryghed.
S har klart sagt, at der er andre muligheder – f.eks. den model vi tidligere havde i kommunen, hvor der ud over kommunen var over 14 private leverandører. Den nye udbudsform betød, at der kun var fire leverandører og nu er to altså gået konkurs.
Så det er et underligt ideologisk korstog gruppeformanden er ude i, når man kan konstatere at der før var 14 private og nu kun to private leverandører. Men det er måske kun enkelte Venstre-godkendte private firmaer der skal have muligheden for at levere ydelser for Kolding Kommune?
For Socialdemokraterne er der ingen tvivl. Vi ønsker tryghed og sikkerhed for de borgere der har behov for personlig pleje. Vi ønsker ordentlige arbejdsforhold for de medarbejdere der skal levere ydelserne og det kan sagtens ske med både kommunen og private som leverandører. Borgernes brug for personlig pleje og hjælp skal ikke udnyttes til ideologiske korstog hvor jagten på profit står over almindelig anstændighed.