Fortsæt til indhold

Nattelivet må selv løse druk-problemer

Vejles diskoteker skal ikke forvente hjælp fra hverken nævn eller folketing i kampen mod dumping-priser

Arkiv
Peter Friis Autzen

Hvis nattelivet og gå-i-byen-kulturen i Vejle skal ændres, er det stort set op til diskotekerne og værtshusene selv at gøre det.
Det er en af konklusionerne på et møde mellem mellem diskotekerne og bevillingsnævnet.
En kreds af lokale diskoteker har udtrykt bekymring over en udvikling, med agressiv markedsføring og dumpingpriser på alkohol.
Men bevillingsnævnet kan ikke rigtig hjælpe, siger nævnets formand, borgmester Arne Sigtenbjerggaard (V).
“Vi har fået en meget, meget klar melding fra Konkurrencestyrelsen om, at vi ikke må fastlægge en mindstepris på alkohol. Jeg er faktisk overrasket over hvor klar den besked er. Kun lovgivere kan lave om på dét,” siger Arne Sigtenbjerggaard. Mere om det senere i denne artikel.
Arne Sigtenbjerggaard noterer sig med glæde, at der blandt Vejles bevillingshavere er lyst til at udvikle en sund gå-i-byen-kultur.
“Det er udtryk for ansvarlighed, at man lægger op til en debat og dialog. Og jeg synes, at mødet viste en stor lyst til at udvikle på det her,” siger han.
Kim Jessen, der forpagter Tartan Pub og er initiativtager til diskotekernes fælles henvendelse, glæder sig også over en god dialog uden mudderkast og indbyrdes bebrejdelser.
“Der er stemning for at fortsætte dialogen. Ikke kun om priser, men også om sikkerhed, tryghed og kvalitet. Det Kommer til at tage nogle år at ændre kulturen. Det vil kræve tid, enighed og indsats,” siger Kim Jessen.

Ingen ny lovgivning på vej

Umiddelbart er der ikke udsigt til, at lovgiverne kommer med udspil, der kan ændre på pris-krigen i Vejles natteliv. I hvert fald ikke via mindstepriser.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra hverken sundhedsminister Nick Hækkerup (S) eller erhvervs-og vækstminister Henrik Sass Larsen (S).
Men socialdemokraternes sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen erkender, at det er svært at dæmme op for en usund alkoholkultur, som følge en priskrig.
“Især de unge er påvirkelige, når priserne dumpes. Men mindstepriser i nattelivet vil ikke være politisk gangbart. Også fordi det vil være umuligt at kontrollere, om sådan en mindstepris bliver overholdt,” siger han.
Heller ikke hos Venstre er man venlig stemt for at fastsætte en mindstepris på alkoldige drikke i nattelivet.
“Det er Folketingets opgave at fastsætte aldersgrænser. Men ikke pris-grænser. Det er ubetinget forældrenes og andre rollemodellers ansvar at give de unge nogle sunde vaner. Og beværtningernes og detailhandelens ansvar at overholde loven,” siger partiets forebyggelsesordfører, Jane Heitmann.

Sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen (S), mener ikke, at mindstepriser på alkohol er brugbare mod dumping-priser.