"Operation Gifteklude"
Udstillinger som historiske bryllupsbeklædninger har svært ved at tiltrække de unge, og derfor har Køge Museum nu fået hjælp fra 107multimediedesignerstuderende. Tre unge gutter har udviklet en dating app og videoer med kendte modefolk som skal få andre u
KØGE: Der blev bestemt ikke jublet, da gruppe 12 med tre unge mænd i starten af tyverne fik emnet ”Historiske bryllupsbeklædninger igennem tiderne”. Og en måned til at finde ud af, hvordan de kan give andre unge lyst til at gå på museum for at se en udstilling med gamle brudekjoler m.m.
- Det var faktisk det emne vi havde allermindst lyst til – alene navnet! Historiske blonder og brudetøj er ikke en udstilling, som vi nogensinde selv ville være gået ind og set. Men det viste sig faktisk at være en ret fed opgave, for det tvang os til virkeligt at tænke ud af boksen, forklarer Nicholai Møller.
Han er 1. års studerende på multimediedesignerlinien på Erhvervsakademi Sjælland i Køge og sammen med studiekammeraterne David Dieu og Lasse Skjoldemose, udviklede han en app som guider besøgende rundt på museet. Mens videoer med tre kendte modefolk fortæller om bryllupsmode gennem tiden og Mads Christensen viser, hvordan du håndbinder en klassisk butterfly.
- Det virker meget bedre med videoer til os unge, end en masse tekst. Og vi har valgt tre kendte modefolk – Jim Lyngvild, Mads Christensen og Dennis Knudsen, fordi vi ser op til dem og synes at de er cool og så bliver et museumsbesøg pludseligt meget mere interessant for unge. Mode fylder faktisk utroligt meget i vores alder, forklarer Lasse Skjoldmose.
For ikke at skræmme den trofaste ældre generation af museumsbesøgende væk, har de også lavet en mere adstadig app med almindelige billeder og tekster til.
På date med en museumsgæst
Men videoer med kendte modefolk er ikke det eneste, som gruppe 12 mener, at brudetøjet mangler for at kunne trække unge på museum. De har døbt udstillingen om til ”Gifteklude” og udviklet en selfie til appén, så man kan tage sit eget billede, og så bliver ansigtet sat ind i et af de gamle malerier af brudepar i overdådige rober.
- Det er nemt at dele billedet på Facebook og Instagram, som er de medier vi unge bruger mest. Og du kan også se den sidste pige som har gjort det samme og hvis hun ser sød ud kan du invitere hende på en date. Det ville da være den ultimative reklame for et museum, hvis der kommer et kærestepar ud af en udstilling om bryllupstøj, mener David Dieu.
Gruppe 12 har gjort meget ud af, at der også sker noget både før og efter museumsbesøget.
- Når du har set udstillingen og poster billedet med dig selv som en del af et gammeldags brudepar, så ser dine venner det på Facebook og tænker at det kunne være sjovt at prøve. Og den slags anbefalinger fra dine venner virker langt bedre på os end alverdens reklamer, forklarer Nicholai Møller.
Selv om emnet virkede lidt tungt i starten, så er gruppen glade for at det var en rigtig opgave og et virkeligt problem, som de skulle lave 1. års opgave om.
- Det at have en rigtig kunde, og et virkeligt problem gør at du giver den ekstra skalle og knokler på, uanset emnet. Det gør studiet mere levende og spændende, at vi arbejder med rigtige udfordringer fra virksomheder og det ville da være så stort, hvis museet ender med at bruge nogle af de ting, som vi har udviklet når bryllupsudstillingen kommer op i foråret 2015, er gutterne i gruppe 12 enige om.
Andre øjne er guld værd
Det var alle 107 multimediedesignerstuderende fra Erhvervsakademiet i Køge som tirsdag præsenterede deres koncepter, som også skal få flere unge til at gå til udstillinger om Stenalderen, Dannebrogs forlis og Vikingehuse. Og museumsfolkene noterede ivrigt de mange ideer ned og spurgte ind til de forskellige projekter.
- Jeg er meget overrasket over hvor højt niveauet og kvaliteten af de studerendes arbejde er. Og vi vil sandsynligvis arbejde videre med flere af de ting som de har foreslået. Men det allerbedste ved projektet er at vi har fået lov til at opleve museet gennem de unges øjnes. Det har givet os en helt ny indsigt, som er uvurderlig for os som færdes i museumsverden hele tiden, forklarer Tine Nygaard, udviklingschef for Museum Østdanmark, som Køge Museum hører under.
Og det har været noget af en øjenåbner at få 107 ambitiøse unges udelte opmærksomhed i en måned og givet en masse nye input til, hvordan museer kan få flere unge ind.
- I dag udgør de unge kun mellem 10–15 procent af de danske museumsbesøgende. Men de steder, hvor de arbejder bevidst med at gøre udstillingerne mere spændende og attraktive for de unge, der kommer de unge også. Statens Museums for Kunst har bl.a. succes med at bruge unge til at præsentere udstillingerne, fortæller Tine Nygaard.
Du kan se gruppe 12 forslag på www.lasseskjoldemose.dk/gifteklude.
pm