Fortsæt til indhold

Tovholder Erik har travlt

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

Når Det Sønderjyske Fællesdyrskue i Aabenraa slår portene op fredag morgen den 6. juni, ligger der mange arbejdstimer til forberedelse af skuet forud.
Nogle af dem har skuets tovholder, Erik Nissen, leveret. Interessen for at udstille maskiner og teknisk udstyr samt andet af interesse for landbruget er så stor, at dyrskuet allerede meget tidligt i år kunne melde stort set udsolgt. Så dyrskuepladsen forholdsvis centralt i Aabenraa og omkranset af popler og andre høje træer vil være fyldt til sidste kvadratmeter i de to dage, skuet løber af stablen.
”Det sønderjyske Fællesdyrskue er blevet en institution. Allerede for en del år siden blev der snakket om, at dyrskuernes dage er talte, og der er da også enkelte, som siden er blevet lukket. Men skuet her i Aabenraa har fastholdt en stor faglighed og en stor tilstrømning af trofaste gæster, som har plottet skuet ind i deres kalender som en årlig begivenhed,” siger Erik Nissen.

Lidt færre kvæg

Når det gælder dyreudstillingen, har fremmødet været forholdsvist stabilt gennem årene. Men nu oplever vi et lille fald i fremmødet, når det gælder kvæg. Vi har været igennem nogle år med hårde økonomiske vilkår for mælkeproduktionen, og det smitter af. Dertil kommer, at der er stigende udgifter til blodprøvning. Den veterinære sikkerhed skal selvfølgelig være i top, men kravene betyder, at der er udstillere, som falder fra,” siger Erik Nissen.
“Til gengæld glæder vi os over stor opbakning fra det tidligere Ribe Amt. Vardes dyrskue lukkede sidste år, og derfor søgte især kvægudstillere her til Aabenraa. Meldingerne er, at de var tilfredse med at deltage, og vi oplever i år en stor opbakning derfra,” siger Erik Nissen.
Erik Nissen er oprindeligt fra Vollum ved Bredebro og blev uddannet landmand i 1990, så han ved alt om, hvilke krav landmandsfamilien stiller til et dyrskue. Den viden vil også andre gøre brug af, og derfor skal han i år også være tovholder for Ribe Dyrskue, som gennemføres i slutningen af juli.

Erik Nissen er tovholder for hele to dyrskuer i år.