30 år med højt til loftet
Massevis af dyr, byggeri og meget højt til loftet. Sådan har det altid været på Byggelegepladsen Regnbuen, der søndag den 1. juni fejrer 30 års fødselsdag
Med bålplads, heste, kaniner, gæs, katte, geder og en fodboldbane, for bare at nævne nogle af de mange aktivitetsmuligheder der i huset, er der da også en god vifte af aktiviteter at vælge i mellem for børnene. Blandt medarbejderne er desuden Sally Overmark, der var med som nyansat pædagog, da Byggelegepladsen Regnbuen første gang slog dørene op. - Det var jo en ide, som beboerne i Stationsbyen havde arbejdet med nogle år og som havde været svært at få på benene. Men så lykkedes det til sidst, fordi et fritidshjem blev en del af Regnbuen, fortæller Sally Overmark. Hun husker også, hvordan et barn på åbningsdagen kom til at snitte sig i hånden og måtte på skadestuen, og hvordan der hver dag var samling kl. 15 og alle sad på gulvet, mens der blev givet beskeder. - Vi holder stadig samling kl. 15, men man skal ikke nødvendigvis være med. Tiderne har ændret sig, nu er vi nok lidt mere frie, siger hun og griner. Og faktisk skal man heller ikke været 100 % pjattet med udelivet for at gå på Byggelegepladsen Regnbuen. I den nyrenoverede villa på Avedøre Tværvej er der også computerrum, bordtennisbord, værksted og meget mere. Og et par aftener om ugen er der aftensmad, som børnene selv har købt ind til og lavet. Udelivet og pasningen af dyrene er dog det der trækker rigtig mange børn til Regnbuen. - Her er det faktisk kun fantasien, der sætter grænserne for, hvad man vil lave. Og ingen dage er ens her hos os. Og når den første interesse for dyrene har lagt sig, så har mange af vores børn lyst til at lave andre ting også - og så finder vi ud af det, siger byggelegepladsens souschef Erik Bender. Når man går rundt på Byggelegepladsen Regnbuen er der dog ingen tvivl om, at dyrene fylder en del i dagligdagen. Hønsene løftes op og bæres rundt, kaninerne nusses og passes og hestene strigles og gøres klar til en tur med hestevognen. Hængebugsvinet Uffe grynter i sit helt eget hus og har ikke tænkt sig at komme ud til fotografering. I den anden side af byggelegepladsen bliver der bygget, hamret og savet. - Vi har en del samarbejde med andre institutioner. F.eks. Huset fra Avedøre Skole, der lige nu er i gang med at lære noget om meter og mål, fortæller Sally Overmark. Ved skelettet af et lille træhus står en håndfuld elever og et par lærere og saver og måler. Der går ca. 150 børn på Byggelegepladsen Regnbuen og Erik Bender beskriver dem, som en god blandet gruppe børn. - Rammerne her er formidable og vi har nogle børn, der er rigtig gode til at acceptere hinanden, slutter han. Byggelegepladsen Regnbuen inviterer tidligere og nuværende børn, medarbejdere og samarbejdspartnere til fødselsdagen den 1. juni, der afholdes fra kl. 10-16.