Fortsæt til indhold

Flere forældre sender deres børn i friskoler

Friskolerne i Aabenraa kommune oplever et øget pres fra forældre, der gerne vil sende deres barn på friskole

Arkiv
Af Betina Skjønnemand

Folkeskolen står overfor endnu en stor reform efter sommerferien.
Efter et par turbulente år med bl.a. en omfattende ændring i skolestrukturen, har friskolerne i Aabenraa kommune for alvor fået vind i sejlene. Mange steder bugner ventelisterne, og den kommende Folkeskolereform har ikke gjort presset på friskolerne mindre.
“Søgningen mod vores skole til det kommende skoleår er rigtig god. Vi kan godt mærke en øget interesse for friskoleområdet efter den nye folkeskolereform er blevet vedtaget”, fortæller Annette Hildebrandt fra Søgård Friskole.
Anne Søndergård fra Grænseegnens Friskole mener dog ikke, at det øgede pres direkte har noget at gøre med den kommende folkeskolereform. I hvert fald er den ikke den eneste årsag, påpeger hun.
“Den store søgning vi har haft skyldes ikke den nye skolereform. Som jeg oplever det og hører fra forældre, så skyldes ønsket om et skoleskift primært mistrivsel i de store fusionsskoler, der er oprettet. Der er ikke plads, tid og overskud til den enkelte”, lyder det fra Anne Søndergård.
Hun mener heller ikke, at man kan sige, at forældre er imod den heldagsskole, som der er lagt op til i den nye reform.
“Vi har haft heldagsskole i alle de tre år, vi har eksisteret. Det forældre og børn søger, er det vi kan tilbyde - godt og trygt socialt miljø, der danner bund for indlæring. Tæt samarbejde og hurtig handling på nye problemstillinger. Det er grundene til, vi har så stor søgning”, konkluderer Anne Søndergård.