Fortsæt til indhold

900 har indtaget bastionen

Jyllinge FC og Jyllinge Løbeklub har taget nyt klubhus i brug

Arkiv
Jan Partoft

Foto: Erling J. Pedersen Bastionen på Spraglehøj idrætsanlæg er indtaget og 900 brugere har fået et nyt klubhus. Bastionen var arbejdstitlen for håndværkerne, da arbejdet med at opføre den karakteristiske bygning gik i gang, og navnet hænger ved. Klubhuset bliver brugt af Jyllinge FC og Jyllinge Løbeklub. De to klubber har tilsammen 900 medlemmer. - Jeg kan huske fra mine barndomsminder om Jyllinge, at her var en by hvor det var svært at finde et centrum. Nu har I da fået klubhuset på Spraglehøj som et af de nye samlingspunkter, der handler om idræt og bevægelse, sagde borgmester Joy Mogensen ved indvielsen. - Her i Jyllinge giver I ikke op. Da I for eksempel havde fået kunstgræsbanen, så kom I med ønsket om et klubhus. Det er et eksempel på den energi, der er i Jyllinge. - I klubhuset er man ikke i tvivl om, at her er der energi tilstede. - Jeg håber, at huset vil være med til at styrke jeres fællesskab, sagde borgmesteren inden hun fandt en stor og symbolsk nøgle frem. Den nøgle blev overrakt til formanden for Jyllinge FC Jørgen Petersen. - Efter det første spadestik, har klubberne fra start ønsket at komme ind i det nye klubhus, for vores pavilloner er ved at være udtjent, sagde formanden i sin korte takketale. - Vi er glade for det nye hus og dets muligheder. jp@roskildeavis.dk

Borgmester Joy Mogensen og formanden for Jyllinge FC Jørgen Petersen med den symbolske nøgle til klubhuset.